PULSAR 2013

8 dage, 12 koncerter - ganske gratis...

Velkommen til PULSAR 2013!

- og velkommen til otte intense dage med internationale stjerner, danske ensembler og ikke mindst: Musikken af i dag. Skrevet af nutidens mest lovende, unge danske komponister.

PULSAR 2013 har et stort internationalt islæt med besøg af det verdenskendte franske ensemble, Ensemble intercontemporain, der gæster festivalen med to koncerter i Konservatoriets Koncertsal.

Ensemble intercontemporain indleder PULSAR-festivalen med åbningskoncerten d. 7. marts med musik af DKDM komponister, der er blevet specielt udvalgt til at skrive til ensemblet. Oplev resultatet af næsten et års intenst samarbejde mellem unge, danske komponister og franske stjernemusikere.

Den 8. marts er ensemblet igen på scenen i Koncertsalen, nu i allerstærkeste opstilling, 28 mand høj, og med årets festivaldirigent, Bruno Mantovani på dirigentpodiet.

(Ensemble intercontemporain, foto: A. Wärme-Janville)

PULSAR-festivalen 2013 har også danske gæster. Storstrøms Kammerensemble gæster for første gang festivalen. Ensemblet præsenterer ved koncerten d. 12. marts blandt andet resultatet af en workshop med tre af DKDMs komponister.
Det Jyske Musikkonservatorium bidrager igen i år med en koncert på Literaturhaus med værker i den jyske toneart.

 (Storstrøms Kammerensemble, foto: Martin Bubandt)

PULSAR 2013 byder også på tværkunstnerisk samarbejde. Publikum kan ved koncerten Etuder: Danset og Spillet opleve dansere fra Statens Scenekunstskole i samspil med pianister fra DKDM. På programmet er virtuose etuder for et eller flere klaverer. Fra de helt nyskrevne til moderne klassikere.
Danserne har selv koreograferet, og de søger sammen med pianisterne at nå et fælles udtryk for den motoriske og kropslige ekspressivitet, musikken rummer.

I Pulsaravisen kan du læse alt om festivalens koncerter og de medvirkende.

Download PULSAR-avisen 2013 (pdf)

Vi byder hjerteligt velkommen til otte intense festivaldage med internationale stjerner, danske ensembler og ikke mindst: Musikken af i dag. Skrevet af nutidens mest lovende, unge danske komponister. 

Og så skal vi da også lige huske at sige, at der er gratis adgang til samtlige af PULSAR 2013 koncerterne. 

Koncerterne med Ensemble intercontemporain arrangeres i samarbejde med SNYK - Ny Musik og Dansk Komponistforening 100 år.
De er blevet en realitet med støtte fra Statens Kunstfonds tonekunstudvalg for klassisk musik, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Augustinusfonden og Institut Francais.