Debutant

Dénise Beck

Sopranen Dénise Beck debuterer onsdag 11. maj 2011 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal
Dénise Beck er uddannet mag.art. fra Universität für Musik und Darstellende Kunst Wien med højeste karakter i 2010. Fra 2008-10 studerede hun i solistklassen hos professor Kirsten Buhl Møller på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har desuden fået undervisning af prof. Julie Kaufmann, Berlin, og Michael Eliassen, Philadelphia.

Dénise Beck har allerede en omfattende karriere som operasanger og oratoriesolist. Udover sin debutrolle som komtesse Anastasia i Kalmans ”Csardasfyrstinden” på Wiener Volksoper i 2008 har hun bl.a. sunget Blondchen i Mozarts ”Bortførelsen fra Seraillet”, Sofie Scholl i Udo Zimmermanns ”Den hvide rose” og Frasquita i Bizets ”Carmen” i operahuse i Salzburg, Wien, London, København, Tokyo og Brasilia. Som oratoriesolist har hun sunget sopranpartiet i Beethovens 9. symfoni, Orffs ”Carmina Burana”, Mozarts c-mol messe, Poulencs ”Gloria” samt adskillige Bach-kantater og messer.

Dénise Beck har arbejdet med mange store dirigenter og instruktører som f.eks. Ira Levin, Kazufumi Yamashita, Giancarlo Andretta, Nicholas Milton, David Levi, Johannes Wildner, Enrico Calesso, barokspecialist Ingomar Rainer, Reto Nickler, Didier von Orlowsky, Thomas Barthol, Johannes Pölzgutter og Anna Bernreithner.

I 2004 vandt hun førstepris i konkurrencen ”Unge Sangere” i Danmark, og i 2010 fik hun andenpris i Richard Tauber-konkurrencen i London.

Debutanten udtaler om koncerten:
”Vi tager publikum med på en verdensrejse igennem en række filmklip og live-scener, og omdanner derved konservatoriets koncertsal til alverdens koncertsale og operascener i løbet af én aften… Der skabes en nostalgisk adventureramme a la Indiana Jones og ”Jorden rundt i 80 dage” med et klassisk musikalsk indhold af højeste kvalitet, præsenteret af en eventyrlysten 1950’er diva – Dénise Beck (Indiana Diva).”