Debutant

Kristoffer Hyldig

Pianisten Kristoffer Hyldig debuterer onsdag 17. november 2010 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal
Kristoffer Hyldig (f. 1982) studerer hos professor Niklas Sivelöv i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra han har taget diplomeksamen med højeste resultat hos Tove Lønskov. Derudover har han taget timer hos Amalie Malling i kammermusik, samt deltaget i masterclasses med Rolf Hind, Malcolm Martineau, Leif Ove Andsnes, Helmuth Deutsch m.fl.

Kristoffer Hyldig er meget aktiv i dansk musikliv og spiller jævnligt i musikforeninger og festivaler, både som solist, kammermusiker og akkompagnatør og har derudover givet koncerter i Italien, Tyskland, Polen og New York. Han samarbejder med Zentropa, hvor han er medvirkende i flere film både på lyd- og filmsiden og har næste år flere koncerter, bl.a. med Gitta-Maria Sjöberg.

Han har optrådt flere gange med orkester, bl.a. i 2000 i Tivolis Koncertsal, i 2006 med Aalborg symfoniorkester og i 2008 med Messiaen's 'Oiseaux exotiques' i Den Sorte Diamant med Jean Thorel. Udover sidstnævnte værk opførte han i 2008 en række af Messiaens værker, heriblandt det omfattende klaverværk ’Vingt regards sur l’Enfant-Jésus’, en del kammermusik samt ’Harawi’ for sopran og klaver. Sidstnævnte har han indspillet på Naxos og cd’en udkom i december.

I 2006 vandt han førsteprisen i DKDM’s Mozart-klaverkonkurrence, og han fik juryens specialpris i EU Piano Competition 2009. Han har derudover fået tildelt flere priser, heriblandt Jacob Gades store legat.