Debutant

Kristine Poulsen

Fløjtenisten Kristine Poulsen debuterer onsdag 28. marts 2012 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal
Kristine Poulsen (f. 1981) er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos docenterne Toke Lund Christiansen og Henrik Svitzer. Hun har herudover studeret ved Conservatoire National Supérieur Musique et Danse de Lyon hos professor Philippe Bernold, samt solofløjtenist ved Opera de Lyon, Julien Beaudiment.

Kristine Poulsen har givet talrige kammerkoncerter rundt i landet og dannede i en periode trio med fløjtenisten Eva Østergaard og pianisten Kirsten Beyer Karlshøj. Hun har desuden assisteret i flere af landets førende orkestre, ligesom hun har optrådt som solist med bl.a. Rødovre Concert Band og Vestsjællands Kammerorkester.

Siden august 2011 har hun været bosat i Missouri, USA, med henblik på yderligere uddannelse og inspiration. Hun har i denne periode bl.a. undervist i Missouri Youth Orchestra samt assisteret i Missouri Symphony Orchestra under ledelse af dirigent Kirk Trevor.

Kristine spiller på en Muramatsu 14 karat guldfløjte.