Debutant

Neel Bramsnæs Teilmann

Pianisten Neel Bramsnæs Teilmann debuterer onsdag 29. februar 2012 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal
Neel Bramsnæs Teilmann (f. 1984) er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun i 2009, med højeste karakter, tog sin diplomeksamen med Amalie Malling som lærer. Neel Bramsnæs Teilmann går nu i solistklassen hos Jens Elvekjær. To af studieårene blev tilbragt som udvekslingsstuderende i Finland ved Sibelius Akademiet i Helsinki, hos Eero Heinonen. Derudover har hun haft glæde af masterclasses med pianister som Leif Ove Andsnes, Pascal Devoyon, Eugen Indic og Robert McDonald.

Neel Bramsnæs Teilmann er særdeles aktiv som lied- og kammermusiker og har i den forbindelse modtaget undervisning af Friedrich Gürtler, Tove Lønskov og Tim Frederiksen og været gæst på Hindsgavl Festivalen, Bornholms Musikfestival, Copenhagen Summer Festival og mange andre steder. Som solist med orkester har hun optrådt adskillige gange, senest med Sjællands Symfoniorkester i 2010.

Af priser og legater kan nævnes The Steinway Student VIP Prize i 2004, Van Hauens legat i 2007 og et stipendium fra Sonning Fonden i 2009.