Valdemar Villadsen

Valdemar Villadsen

Oplev kontratenoren Valdemar Villadsens debut onsdag 14. november 2012 kl. 19.30 i Christians Kirke
Den nye danske kontratenor Valdemar Villadsen debuterer i november 2012 fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos docent Susanna Eken. Han har derudover modtaget undervisning af Andreas Scholl, Richard Levitt, Fiona MacSherry, Helle Hinz, Tonny Landy og Philip Langridge. Valdemar er tidligere tenor, men besluttede sig i 2010 for at lægge stemmen om til kontratenor og blev kort tid efter optaget i solistklassen i København som den første kontratenor nogensinde.

I maj 2012 debuterede Valdemar som operasolist på Det Kongelige Teater i balletforestillingen "Sidste Skrig" på Skuespilhuset i København, hvor den russiske koreograf Yuri Possokhov byggede en kombination af moderne dans og barok-opera op omkring Valdemar. Det var første gang nogensinde at en dansk kontratenor optrådte på Det Kongelige Teater. Samtidig sang han han titelrollen i Händels opera "Julius Cæsar" i en opsætning på Opera Akademiet i København.

Valdemar har været solist i talrige koncerter og oratorier – senest har han været alt-solist i Händels Messias med Bergen Oratoriekor, i en påske-kantatekoncert med Gråbrødre Kammerkor og i Bach kantaten "Warum betrübst du dich, mein Herz" med Chor und Barockorchester der Kreuzkirche i Freiburg. Han har arbejdet med dirigenter såsom Lars Ulrik Mortensen, Andrew Lawrence-King, Martin Nagashima Toft, Sirkka Liisa Kaakinen-Pilch og Paul Hillier. Og han har deltaget i masterclasses hos bl.a. Helmut Deutsch, Malcolm Martineau, Stig Fogh Andersen, Fiona MacSherry, Mireille Delunsch, Mark Tucker, Maria Cristina Kiehr and Philip Langridge.

Fremtidige projekter omfatter bl.a. koncerter med Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen.