Geir Draugsvoll

Collaborative Spaces

Kort introduktion af Geir Draugsvolls KUV-projekt

Collaborative Spaces udforsker det kreative fælles rum, som opstår mellem komponist og udøvende musiker inden for ny klassisk musik. Dette gøres ved at dokumentere og reflektere over udviklingen af et værk over tid og gennem praksis for såvel komponist som udøver. Collaborative Spaces undersøger og formidler denne proces gennem cd-indspilning, filmoptagelser samt 2 reflekterende artikler.

Kernen i Collaborative Spaces er arbejdet med den verdensberømte russiske komponist Sofia Gubaidulina's Fachwerk (2009), for solo-accordeon, strygeorkester og slagtøj. Værket er tilegnet Geir Draugsvoll, som uropførte det i Concertgebouw, Amsterdam i 2009. Fachwerk blev skrevet i meget tæt samarbejde med Geir Draugsvoll og med specifikt udgangspunkt i netop hans instrument. Efter den første opførelse har Gubaidulina hørt Draugsvoll spille værket mere end 20 gange over hele verden – og hele tiden med mulighed for begge at kommentere, justere, eksperimentere og optimere.

Projektet udføres i perioden 1. januar 2016 til 31. december 2018.
Projektet er finansieret gennem en bevilling fra Kulturministeriets pulje til KUV.