Print
Udskriv side
onsdag den 16. februar 2005

Pressemeddelelse - Anne-Kari Ferenczi

Anne-Kari Ferenczi debuterer fra Specialklassen for pianister i Konservatoriets Koncertsal mandag den 21. februar kl. 20.00, med bl.a. Kim Helweg/Safri Duos ”America Fantasy - a tribute to Bernstein”.

Debutprogrammet betegner en ung ensemblepianists musikalsk rejse fra år 1800 og ind i debutantens eget 21. århundrede. Fra Beethovens wienerklassiske perle Frühlingsonaten over Poulencs humoristiske franske neoklassik og Bartoks folkemusikinspirerede sange til det 21. århundredes Bernstein-inspirerede crossover mellem rytmiske og klassiske genrer. "America Fantasy - a tribute to Leonard Bernstein" blev skrevet af den danske komponist og musiker Kim Helweg i 1994. Værket blev oprindeligt bestilt af Safri Duo og Den Slovakiske Klaverduo og får nu sin anden danske opførelse.
Anne-Kari Ferenczi er født i 1974 og er datter af pianisterne Janos Ferenczi fra Ungarn og danske Anne-Ruth Ferenczi. Efter studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor José Ribera tog hun diplomeksamen og blev derefter optaget i DKDMs Specialklasse for pianister hos professor José Ribera (solo- og kammermusik) og docent Tove Lønskov (akkompagnement).
Desuden har hun bl.a. modtaget undervisning af Ferenc Rados, György Vasarhelyi, Friedrich Gürtler, Niklas Sivelöv, Andreas Staier, Pnina Salzman, Charles Rosen, Melvin Tan og Leif Ove Andsnes.
I 2001 førsteopførte Anne-Kari Ferenczi Alfred Schnittkes ”Improvisationer og fuga for klaver” i Danmark, et spektakulært stykke seriel sovjetisk tolvtonejazz. I samarbejde med Claus Johansen (P2) og oboist Stefan Ingerslev har hun givet koncerter og indspillet nyopdagede guldalderværker af Chr. Frederik Barth. Desuden har hun spillet med Sønderjyllands Symfoniorkester samt optrådt i Tivolis koncertsal, Den Sorte Diamant og på Nationalmuseet. I udlandet har Anne-Kari Ferenczi givet recitals i Berlin, Moskva (Pusjkinmuseet) og Finland samt gentagne gange i Israel. Anne-Kari Ferenczi har vundet 1. pris i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums legatkonkurrence for klaver i 2002, og er desuden blevet tildelt mange legater for sit klaverspil, bl.a. Pianistinde Esther Vagnings Fond, Karen Margrethe Brüels legat, Albert Henriksens legat, Hertha Duus´ mindefond m.fl.

PROGRAM

L. v. Beethoven Sonate for violin og klaver nr. 5 i F-dur, op. 24 "Frühlingssonaten"
(1770-1827) Allegro
Adagio molto espressivo
Scherzo (Allegro molto)
Rondo (Allegro ma non troppo)
Francis Poulenc Koncert i d-mol for 2 klaverer
(1890-1963) Allegro ma non troppo
Larghetto
Finale
Béla Bartók "Dorfszenen" (Landsbyscener, 5 slovenske folkesange)
(1881-1945) Pri hrabani (Høst)
Pri neveste (Ved bruden)
Svatba (Bryllup)
Ukoliebavka (Vuggevise)
Tanec mládencov (Sigøjnerdans)
Kim Helweg "America Fantasy" - a tribute to Leonard Bernstein
(f. 1956) Allegro molto
Adagio
Scherzo
Finale

 

Medvirkende
Sakari Tepponen, violin
Marianna Shiriyan, klaver
Signe Asmussen, sang
David Hildebrandt, slagtøj
Nicolai Slaatto, slagtøj



 

Læs mere