Print
Udskriv side
tirsdag den 24. maj 2005

Obodebut i Den Sorte Diamant

Oboisten Andreas Fosdal debuterer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse onsdag d. 25. maj kl. 20.00 i Dronningesalen, Den Sorte Diamant.

Det er en erfaren musiker, der onsdag d. 25. maj debuterer i Dronningesalen. Allerede i 2003, året efter sin diplomeksamen, spillede Andreas Fosdal sig til stillingen som solooboist i Sjællands Symfoniorkester, en stilling som udover at spille i orkestret også har ført til flere solistiske opgaver foran orkestret. Inden han vandt stillingen i Sjællands Symfoniorkester har Andreas Fosdal i perioder virket som solooboist i hhv. Oslo Philharmonikerne og Göteborg-operaens orkester og været en flittigt brugt assistent i de københavnske orkestre. Han er fast tilknyttet ATHELAS Sinfonietta, ligesom han har optrådt som kammermusiker i flere sammenhænge. Sammen med studiekammeraten dirigenten Jesper Nordin har han stiftet Kammerorkestret Galanteana, som har specialiseret sig i repertoire fra det 18. århundrede.

Ved sin debutkoncert har Andreas Fosdal fået Sjællands Symfoniorkester under ledelse af Jesper Nordin til at akkompagnere sig i tre obokoncerter: J. S. Bachs dobbeltkoncert for violin og obo, hvor orkestrets koncertmester, Erik Heide, spiller soloviolinstemmen, en nyskreven koncert af den danske komponist Morten Olsen med titlen ”Mercury” og endelig R. Strauss’ koncert fra 1945.

Andreas Fosdal er uddannet hos Bjørn Carl Nielsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og hos Albrecht Meyer, solooboist i Berliner Philharmonikerne og hans forgænger Lothar Koch. Han havde i 2001 et studieophold hos solooboist i Rom-operaens orkester, Luca Vignali.

Program:

J.S. Bach

Koncert i c-mol for obo, violin, strygere og basso continuo

I Allegro
II Adagio
III Allegro

Morten Olsen Mercury (2005), uropførelse
Koncert for obo og orkester
- PAUSE -
Richard Strauss

Koncert for obo og kammerorkester (1945)

I Allegro moderato - Vivace - Tempo primo
II Andante
III Vivace - Allegro - Tempo primo

Solist: Erik Heide, violin
Sjællands Symfoniorkester
Dirigent: Jesper Nordin



 

Læs mere