D. 3. - 8. november løber konservatoriets festival for ny musik, PULSAR, af stabelen. Ved 9 koncerter præsenteres musik af de franske komponister Gérard Pesson og Gérard Grisey, af Per Nørgård og af konservatoriets kompositionsstuderende. Gæst ved festivalen vil være Dennis Smalley fra London University, som i samarbejde med Hans Peter Stubbe Teglbjærg og Martin Stig Andersen bl.a. står for afviklingen af en acousmatisk koncert på Borups Højskole. Ved afslutningskoncerten i Den Sorte Diamant tager vi festivalens navn bogstaveligt, når vi for første gang i Danmark opfører Griseys ”Le noir de l’Etoile” for seks slagtøjsspillere og direkte transmission af pulsarernes radiosignaler fra det ydre rum.
Programmet består i lighed med sidste år af musik af DKDMs kompositions-studerende. Værkerne opføres af instrumentalstuderende fra de fleste af DKDMs uddannelser. Også den nyoprettede uddannelse for tidlig musik får lejlighed til at vise flaget med uropførelser af flere nyskrevne værker for gamle instrumenter! Tonemesterstuderende står for den omfattende lydteknik og optagelse af alle koncerter.
De unge komponisters værker sættes i relief af aktuelle, internationale komponist-navne, Denis Smalley (England), som også er gæst ved festivalen, de franske komponister Gérard Pesson og Gérard Grisey samt danske Per Nørgård.
Særlig er vi stolte af for første gang i Danmark at præsentere Gérard Griseys store værk, Le noir de l’étoile, for seks slagtøjsgrupper, elektronik og direkte signaler fra en pulsar i det ydre rum. Dette er muligt takket være velvilligt samarbejde fra Jodrell Bank Observatory i England. PULSAR har inviteret kunstnerduoen epí til at skabe videoprojektion og lysdesign til denne begivenhed.
Om ideerne bag programmet for PULSAR 2006 siger festivalens kunstneriske leder Niels Rosing-Schow:
“‘Koncerten som unik oplevelse’ og ‘kunstoplevelse / kontekst’ er de bagved liggende principper for programlægningen. På den måde søger PULSAR at nytænke og aktualisere den klassiske koncertforms traditionelle måde at opleve musik på. I stedet for at opleve det enkelte autonome kunstværk på egne, iboende præmisser, gælder det om at ‘komponere’ hver koncert som en helhedsoplevelse, og om at pege på musikoplevelsernes forbindelser med verden omkring os.”
Disse ideer er forenet i festivalens gennemgående tema:
- lyd / rum / tid - det mangedimensionale tidsrum
“For musik forløber jo på én gang i ‘kronometrisk’ tid og i sin egen indre, oplevede tid. Samtidig refererer musikken uundgåeligt til tiden uden for sig selv, til sin sam-tid. Koncertens rum – både i fysisk eller virtuel forstand, som socialt rum og som tids-rum – er således et skæringspunkt mellem mange rum og mange tider. Samtidig er koncerten stedet for den enestående musikalske oplevelse, lige her og nu.”