Print
Udskriv side
onsdag den 29. august 2007

Ny markant lærerprofil på DKDM

Med ansættelsen af Jesper Sivebæk som lektor i guitar ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium er en aktuel nøglestilling i det danske guitarmiljø nu besat.
Jesper Sivebæk besidder i fornem grad de egenskaber, som skal til for at sikre den fortsatte udvikling på området. Han er en fremragende udøver, der som solist har markeret sig på højt internationalt niveau i et repertoire, som favner bredt fra tango til Poul Ruders. Som ensemblemusiker er han fremtrædende medlem af Ensemble Fyn og ikke mindst Den Skandinaviske Guitarduo, der bl.a. vandt DR's Kammermusikkonkurrence i 1993.

I tilgift er Jesper Sivebæk en meget erfaren underviser med en enestående bredde i sit virke, der omfatter både musikskole og konservatorium indtil det højeste niveau (solistklasse). Således har han i mange år virket som lærer ved Odense Musikskole og Det Fynske Musikkonservatorium , hvor han siden 2005 har været ansat som adjunkt. Desuden har han været timelærer ved DKDM gennem de sidste fire år, hvortil kommer virke som gæsteprofessor ved Royal Academy of Music i London.

Lægges til alt dette nogle spændende visioner for den videre udvikling af faget, har man for alvor konturerne af DKDM's nye guitarlektor.

Jesper Sivebæk tiltræder stillingen med dette studieår 2007-08.  

Læs mere