Print
Udskriv side
onsdag den 9. april 2008

Debut Peter Due

Komponisten Peter Due debuterer fra DKDM’s solistklasse tirsdag den 22. april 2008 kl. 20.00 i Diamanten under overskriften ”Når musik skaber billeder - og billeder musik”.
Energisk, dramatisk, stemnings- og billedskabende er nogle af de ord, der kendetegner komponisten Peter Dues musik. En musik, der i forskellige lag bevæger sig horisontalt mellem det drømmende underbevidste og den rationelle virkelighed. Ved sin debutkoncert afslutter Peter Due et studie i den ny kompositionsmusiks teknikker og æstetik og åbner herigennem publikums øjne for en verden af billeder og følelser.

Koncerten indledes med det elektroniske værk ”Subl-Limit” for computer. ”Leonis” for strygeorkester og to fløjter illustrerer, hvordan stjernebilleder lyder i Peter Dues musikalske univers. Operaen ”Han Den Det”, handler om en mand, hvis ydre maske krakelerer. "Catharsis" er musik til en animeret kortfilm af samme navn. Filmen er et afgangsprojekt fra Den Danske Filmskole af instruktør, Anders Nielsen, og vil blive vist på storskærm til koncerten. Endelig er ”Subliminal Fluctuations” for strygerorkester et værk, hvori der skabes symmetri i musikalske cirkler. Værket byder desuden på virtuose solostemmer for fløjte og cembalo.

Peter Due (f. 1974) begyndte sine studier på Det Fynske Musikkonservatorium i 1996, hvor han studerede violin og komposition. I 2004 blev han optaget på kompositionslinjens solistklasse på Det Kgl. Danske musikkonservatorium, hvor han studerede hos bl.a. Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Niels Rosing-Schow. Da der i Danmark ikke findes uddannelsesmuligheder specifikt for filmmusik, besluttede Peter Due i 2006 at tage til filmbyen Los Angeles for at studere filmmusik på University of Southern California. I USA modtog han undervisning i komposition, orkestrering og musikteknologi hos bl.a. Christopher Young, John Frizzel, Pete Anthony, Jack Smalley, David Spear og Brad Dechter. Peter Dues musik er de seneste år spillet i lande som Finland, Norge, Island og USA.  

Læs mere