
onsdag den 11. marts 2009
Tre DKDM-ensembler vandt priser ved P2's Kammermusikkonkurrence
Trio Ismena vandt, Nightingale String Quartet fik andenpris og Inviolata specialpris.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium markerer sig stærkt i P2's Kammermusikkonkurrence 2009 med besættelse af både 1. og 2. pris samt specialpris.
Trio Ismena vandt kammermusikkonkurrencen og 100.000 kr. Trio Ismena blev dannet i 2004 og består af Monika Malmquist, violin, Ida Nørholm, cello, og Christine Raft, klaver. De er alle tre uddannet fra DKDM.
Nightingale String Quartet vandt andenprisen på 50.000 kr. De fire musikere er studerende ved DKDM og mødtes i 2007: Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violin, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch og Louisa Schwab, cello.
Specialprisen på 25.000 kr. gik til endnu et DKDM-ensemble, Inviolata, for fremførelsen af Niels Rosing-Schows "Alliage II". Duoen Inviolata består af Andreas Borregaard, accordeon, og Asbjørn Nørgaard, bratsch.
Foto: Trio Ismena (fotograf: Brian Buchard).