Dette forår er det 50 år siden, at Léonie Sonnings Musikpris blev uddelt for første gang. Siden er prisen modtaget af en række af verdens førende komponister, sangere og instrumentalister – bla. Britten, Lutoslawski, Sjostakovitj, Messiaen, Boulez, Ligeti, Birgit Nilsson, Leonard Bernstein, Andras Schiff, Anne-Sophie Mutter og Miles Davis.
I anledning af 50-års jubilæet inviterer Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i samarbejde med Léonie Sonnings Musikfond alle musikinteresserede til en minifestival, i ugen før Daniel Barenboim modtager dette års musikpris. Først en prisoverrækkelseskoncert med de ti unge talenter, og derefter tre komponist-møder med Per Nørgård, Sofia Gubaidulina og György Kurtág.
Det foregår på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og der er gratis adgang.
Program
- Tirsdag 14. april kl. 19.30, Konservatoriets Koncertsal: Prisoverrækkelseskoncert med de ti prismodtagere
- Onsdag 15. april kl. 16.00, Studiescenen: Mød komponisten Per Nørgård
- Torsdag 16. april kl. 16.00, Studiescenen: Mød komponisten Sofia Gubaidulina
- Fredag 17. april kl. 16.00, Studiescenen: Mød komponisten György Kurtág
- Fredag 17. april kl. 18.00, Studiescenen: Per Nørgård, Sofia Gubaidulina og György Kurtág i samtale
Læs detaljeret program i Kalenderen