Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Central Conservatory of Music (CCOM) i Beijing har efter tre års meget vellykket samarbejde underskrevet en ny samarbejdsaftale. Den 28. oktober 2011 holdt de to konservatorier et fælles møde på konservatoriet i Beijing. På mødet udtrykte rektor Wang Ci Zhao og rektor Bertel Krarup begge stor tilfredshed med de mange samarbejdsprojekter, der de seneste år har knyttet båndene mellem de to konservatorier stadig tættere. Samarbejdet har været kendetegnet ved stort gensidigt engagement og rummer et stort potentiale i forhold til såvel udveksling af lærere og studerende som nye udviklings- og samarbejdsprojekter.
Begge konservatorier har omfattende internationale relationer, som bidrager til løbende kvalitetsudvikling i konservatoriernes uddannelser. DKDM ser frem til det næste samarbejdsprojekt med CCOM. Her kommer oboprofessor Wei Weidong og en gruppe træblæserstuderende fra CCOM til Danmark for at spille med i DKDM’s Symfoniorkester, der opfører Mahlers Symfoni nr. 7 ved
DKDM's Årsfestkoncert den 19. november 2011.