Bibliotekets faciliteter

Biblioteket tilbyder moderne AV-faciliteter, læsepladser og bløde sofaer

Stor nodesamling til udlån

I den store åbne udlånssal findes en righoldig samling af noder, bøger om musik og musikoptagelser. Det meste kan hjemlånes via den ny elektroniske selvbetjening og der er altid en kyndig biblioteksmedarbejder på vagt, som kan hjælpe med at søge, finde eller bestille det, som brugerne har behov for.

Der er adskillige læsepladser og en lounge med bløde sofaer til avis- og tidsskriftlæsning.

I en udstillingsmontre kan man se smagsprøver på særlige dokumenter og genstande fra arkiverne.

Mediesal og lydisoleret AV-rum

I Mediesalen bag glasvægge, kan man i ro og mag lytte til CD’er og koncertoptagelser samt overspille og redigere egne optagelser. Der er læsepladser, computere til internetsøgning og adgang til forskellige databaser og elektroniske tidsskrifter, bl.a Naxos Music Library.

Et lydisoleret AV-rum giver mulighed for gruppearbejde, møder og fælles oplevelse af dvd’er med f.eks. operaopførelser på en stor fladskærm og med surround sound. Der er også et elektrisk piano og plads til ca. 14 personer. Rummet kan bookes.