Debut Philip Schmidt-Madsen

Organisten Philip Schmidt-Madsen debuterer onsdag 9. oktober 2013 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal

Philip Schmidt-Madsen (født 1982) er organist ved Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København. Han studerede kirkemusik og orgel hos professor Bine Bryndorf ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hans diplomeksamen i 2007 fik højeste karakter. Derefter fulgte to års videregående studier hos professor Hans Davidsson ved Hochschule für Künste i Bremen, hvor han i 2009 afsluttede med den tyske Kirchenmusik A-eksamen med udmærkelsen "cum laude". I solistklassen ved DKDM har han studeret hos professor Hans Fagius og Hans Davidsson. Philip Schmidt-Madsen har desuden deltaget i adskillige masterclasses med blandt andre Olivier Latry, Michael Radulescu, Jon Laukvik og Hans-Ola Ericsson.

I juni 2011 vandt Philip Schmidt-Madsen førstepris ved Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence og blev yderligere tildelt Commotio-prisen for bedste fortolkning af Carl Nielsens Commotio. Philip Schmidt-Madsen har en stor koncertaktivitet i både Danmark og Europa, og han samarbejder jævnligt med en lang række forskellige kor og orkestre i ind- og udland. Han har adskillige gange været solist med orkester og har medvirket i både tv- og radiotransmitterede koncerter og gudstjenester. Han turnerer jævnligt sammen med sangersøskendeparret Hetna og Steffen Bruun.

I 2012 modtog Philip Schmidt-Madsen et stipendiat fra Léonie Sonnings Musikfond til fortsat kunstnerisk udvikling og i 2012 udkom også hans debut CD "Outer Darkness "med værker af Nielsen og Langgaard på pladeselskabet Naxos.

Philip Schmidt-Madsen har været ansat som korproducent, akkompagnatør og gæstedirigent for Sankt Annæ Pigekor, og som medstifter og kunstnerisk leder af koncertvirksomheden Pro Musica Copenhagen har han planlagt og opført store værker indenfor korlitteraturen.

Læs mere om debutanten på www.schmidt-madsen.dk

Debutkoncerten er en del af Copenhagen International Organ Festival. Ved koncerten medvirker Odense Symfoniorkester dirigeret af Ola Rudner.