Oboisten Oliver Nordahl modtager 250.000 kr.

DKDM-solist modtager "Ungdommens Sonningpris"

Aennchen og Eigil Harbys Fond, også kaldet "Ungdommens Sonningpris", er en af Danmarks største musikfonde for unge kunstnere. Fonden blev oprettet i 1994, og siden er der årligt blevet uddelt store legatportioner til støtte for unge kunstnere på vej mod en lovende karriere. De to udvalgte modtager 250.000 kroner hver.

I år tildeles prisen oboisten Oliver Nordahl, der studerer i solistklassen hos professor Max Artved ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, samt cellisten Chiao-Hui Hwang, som debuterede fra Det Jyske Musikkonservatorium i juni 2013.

Overrækkelsen skete ved en koncert i Musikhuset i Aarhus lørdag den 30. november 2013, hvor de to prismodtagere var solister med Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Håkon Nystedt. På programmet stod bl.a. Mozarts Obokoncert samt Saint-Saëns' Cellokoncert.

Oliver Nordahl debuterer fra DKDM's solistklasse ved en offentlig debutkoncert i Konservatoriets Koncertsal den 9. april 2014. Han har assisteret i adskillige symfoniorkestre, og siden 2012 er han fast solo-oboist i Aarhus Symfoniorkester.

Læs mere om Oliver Nordahl.