Debut Winnie Bugge Frandsen

Winnie Bugge Frandsen debuterer på traversfløjte torsdag 22. maj 2014 kl. 19.30 i Holmens Kirke

Winnie Bugge Frandsen er oprindelig uddannet på moderne fløjte og har i en årrække virket som assistent i flere landsdelsorkestre, men gjorde i 2008 alvor af en mangeårig drøm og skiftede til traversfløjte. I maj 2011 tog hun således kandidateksamen på traversfløjte fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med højeste karakter. I juni samme år blev hun optaget på solistklassen samme sted og har siden studeret hos Wilbert Hazelzet. Hun er den første i Danmark, som debuterer med traversfløjte som hovedfag.

Winnie Bugge Frandsen har været flittigt benyttet ved opsætninger af kantater, passioner og oratorier i hele Øresundsregionen og har også optrådt som solist og kammermusiker. Hun har optrådt med bl.a. Arte dei Suonatori og La Lumiere du Nord. Winnie var primus motor for opførelsen af fløjtesonater fra den danske barok og rokoko i september 2013 med trioen Tramontana. Det har ligget Winnie meget på sinde at sætte fokus på det levende musikmiljø, der var i København i årene ca. 1730 - 1780 og puste liv i de store mængder repertoire, der ligger som en nærmest overset kulturarv. Winnie er medstifter af barokensembet Les Badines, som betyder de legesyge, og det er netop det, ensemblet prioriterer - at få den tidlige musik levende og legende.

Winnie Bugge Frandsens debutkoncert markerer 300-året for Carl Philipp Emanuel Bachs fødsel.

Læs mere om Winnie Bugge Frandsen