Kirstine Schneider modtager Copenhagen Phils Udviklingsfonds Pris

23-årig violinstuderende modtager nyindstiftet pris

Den 23-årige violinist Kirstine Schneider modtager Copenhagen Phils Udviklingsfonds Pris, som uddeles for første gang fredag 28. oktober 2016. Kirstine Schneider kvitterer for prisen ved at spille Esa-Pekka Salonens violinkoncert med Copenhagen Phil i samarbejde med DKDM’s Symfoniorkester og under ledelse af Kwamé Ryan. Derudover opfører orkestret Ravels store Daphnis og Chloé.

Kirstine Schneider er kandidatstuderende hos professor Serguei Azizian ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 2013 var hun på studieophold i New York hos Sylvia Rosenberg på Manhattan School of Music og har desuden deltaget i masterclasses hos bl.a. Nikolaj Znaider, Hilary Hahn, Benjamin Schmied og Gerhard Schultz.

Kirstine Schneider har modtaget undervisning af internationale strygekvartetter som Juilliard String Quartet, Tokyo String Quartet og Emerson String Quartet og har deltaget i Thy Kammermusik Festival og Kneisel Hall Chamber Music Festival.

Kirstine Schneider har gentagne gange været solist med orkester, og hun har modtaget en lang række priser, bl.a. Sonnings Talentpris, 3. pris ved Den Danske Strygerkonkurrence, Jakob Gade Fondens Talentpris, Van Hauen’s Talentpris og Odd Fellow's musikpris.

Mere information om koncerten 28. oktober og billetsalg