Efterårets koncerter

Tirsdag den 27. juni 2017

Efterårets koncerter på DKDM

Velkommen til mange flere koncerter i DKDM's jubilæumsår

Kære publikum,

150 år er gået siden DKDM’s grundlæggelse i 1867, og også i efteråret vil en række jubilæumsrelaterede arrangementer og koncerter blande sig med konservatoriets øvrige koncerttilbud og sætte sit særlige præg på sæsonen.

1. september byder på en vigtig dobbeltrelease: Dels en jubilæumsbog, Musik og Uddannelse – DKDM i 150 år, dels en jubilæumscd-boks. Boksen består af 12 cd’er med ældre og nye indspilninger af centrale udøvere blandt DKDM’s undervisere før og nu såvel som udvalgte værker af komponister med tæt tilknytning til konservatoriet igennem dets 150-årige historie. Den udgives i samarbejde med Dacapo, og foruden præsentation af bog og cd-boks vil dagen byde på et par musikalske indslag.

13. oktober er der Kulturnat, og her slår jubilaren DKDM dørene op for et stort åbent hus-arrangement med en buket af forskelligartede arrangementer: ’Ind i maskinrummet’-prøver på hovedfagsundervisning, arkitektoniske rundvisninger, syng-med forløb, kortere koncertindslag med DKDM’s Symfoniorkester og andet godt. Benyt lejligheden til for alvor at komme ind bag murene.

Til jubilæumsmarkeringerne hører også en klaverfestival 8.-12. november med masterclasses, lectures og koncerter med lærere, studerende og prominente gæster som Boris Berman og Elisabeth Leonskaja. Fredag 17. november kulminerer 150-års fejringen med konservatoriets årsfestkoncert i jubilæumsformat. DKDM’s Symfoniorkester, Kammerkor og solister under ledelse af Michael Schønwandt medvirker i uropførelsen af et nyt stort værk af kompositionsprofessor Niels Rosing-Schow samt det nærmest ikoniske nationalværk Elverskud af konservatoriets første direktør Niels W. Gade.

Derudover rummer sæsonen masser af andre koncerter. Bl.a. 12 debutkoncerter, 11 Mestre på Mandage-koncerter, Onsdagskoncerter (med den nye vært Poul Elming), tiltrædelseskoncert med DKDM’s nye sangprofessor Helene Gjerris, samarbejdskoncerter med Golden Days, sangskriverkoncert med RMC, fælleskoncert med Copenhagen Phil (Mahlers 5.) samt samarbejde med Copenhagen Lied Duo Competition. November slutter med en minifestival, hvor asiatisk musik er i fokus.

Særlige jubilæumsarrangementer er afmærket med DKDM’s jubilæumslogo, så de er nemme at finde.

Vel mødt til en spektakulær efterårssæson i DKDM’s jubelår 2017.

Bertel Krarup
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure efterår 2017