Internationalt samarbejde

På det internationale område er samarbejdet bl.a. struktureret gennem DKDM’s medlemskab af den europæiske konservatorieassociation AEC, østersønetværket ABAM samt det nordisk-baltiske netværk ANMA. Alene i Europa har konservatoriet indgået mere end 50 bilaterale institutionsaftaler. Konservatoriet afholder årligt auditions for flere orkestre – Gustav Mahler Jugend Orchestra, Orkester Norden, National Jugend Orchestra, European Union Youth Orchestra og The Baltic Youth Philharmonic. Endvidere har lærere ved DKDM kontakt med institutioner over hele verden vedr. mere enkeltstående arrangementer og projekter.

DKDM har særligt fokus på internationalt samarbejde med oversøiske partnere, herunder konservatorierne i Beijing, Shanghai, Eastman School of Music, Manhatten School of Music, Queens College og Cleveland Institute of Music (Ohio). Flere oversøiske samarbejdsaftaler forventes indgået i de kommende år, hvorved internationaliseringen for alvor får globalt perspektiv.