Videreuddannelse for organister

Du kan få undervisning i orgelpædagogik på begynder- og mellemniveau

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udbyder videreuddannelse for konservatorieuddannede organister i orgelpædagogik på begynder- og mellemstadieniveau. Uddannelsens sigte er at opbygge, samle og formidle specialviden om såvel de kunstneriske som de tekniske aspekter inden for orgelpædagogik.

Målgruppe: Konservatorieuddannede organister, der ønsker at udvikle deres pædagogiske færdigheder.

Uddannelsens længde: Diplomuddannelsen i orgelpædagogik er normeret til et årsværk, svarende til 60 ECTS point. Uddannelsen tilrettelægges som deltidsundervisning inden for en tidsramme af to år. 

Adgangskrav: En afsluttet konservatorieeksamen med orgel som hovedfag er adgangsgivende til uddannelsen. Hvis eksamen er mere end 10 år gammel eller konservatoriet i øvrigt finder det påkrævet, kan ansøgeren blive bedt om at aflægge en prøve i henholdsvis liturgisk spil og repertoirespil. Niveauet ved denne prøve svarer til niveauet ved en kirkemusikalsk kandidateksamen.

Optagelsesprøve: 30 min. repertoire, deriblandt et større præludium af J.S.Bach og et værk fra romantikken. 2 timers forberedelse til liturgisk orgelspil: to salmer med forspil og mellemliggende modulation svarende til studieordningen for kandidateksamen i liturgisk orgel. Desuden en improvisation (4-6 min.) i selvvalgt stilart over en opgivet salmemelodi.

Ansøgning: Ansøgningen skal indeholde CV og dokumentation for adgangsgivende eksamen.

Pris: Prisen for uddannelsen er afhængig af antal studerende og vil være ca. 100.000 kr., der opkræves i fire rater over to år. Det er muligt at søge Kirkeministeriets Kompetencefond til dækning af undervisningsudgifterne.

Optag: DKDM forventer at optage ca. 2-4 studerende om året, såfremt antallet af ledige studiepladser og ansøgerfeltet i øvrigt tillader det.

Ansøgningsfrist: 1. december 2015 via www.musikuddannelser.dk.

Studieordning: Studieordningen vil kunne hentes snarest muligt.