Martin Nagashima Toft
Dirigenten Martin Nagashima Toft debuterer fredag 26. februar 2010 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal
Den unge dansk-japanske dirigent, Martin Nagashima Toft (f. 1982), er uddannet hos professor Giancarlo Andretta ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i 2008 med Århus Symfoniorkester. Han fik efter eksamen tildelt et ekstra års studier med en afsluttende debutkoncert, som finder sted i februar 2010 med Sjællands Symfoniorkester i København.
Siden sæsonen 2006/07 har han været tilknyttet Det Kgl. Teater som assisterende dirigent på udvalgte operaproduktioner, heriblandt Verdis ”Simon Boccanegra”, Carl Nielsens ”Maskarade” og Strauss’ ”Rosenkavaleren”. På teatret medvirker han i efteråret 2009 på Donizettis ”Lucia di Lammermoor” og i januar 2010 på Operaakademiets produktion af Poulencs ”Karmeliterindernes samtaler”. Desuden har han årligt gæstet de fem danske landsdelsorkestre som en del af dirigentstudiet, hvilket har ført til yderligere engagementer bl.a. ved Aalborg Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester samt Prinsens Musikkorps i Skive. I 2007 fik han sin dirigentdebut i Italien med Orchestra Filarmonia Veneta.
Siden 2005 er Martin Nagashima Toft regelmæssigt blevet engageret som indstuderingsleder for Danmarks Radios kor og Ars Nova Copenhagen. Med DR Radiokammerkoret dirigerede han i 2005/06 den musikdramatiske forestilling ”Jeg er kun skindød” af Hotel Pro Forma i København og Berlin. I sommeren 2009 er han engageret som korsyngemester ved Teater Hedelands opsætning af Mozarts ”Tryllefløjten”.
I juni 2006 tiltrådte Martin Nagashima Toft stillingen som fast dirigent for Kammerkoret CAMERATA, med hvem han siden har opført et bredt repertoire af a cappella værker og oratorier, heriblandt Mozarts ”Requiem”, Händels ”Messias” og Bachs ”Matthæuspassion”, turneret i ind- og udland, indspillet plader samt vundet Holmboe Prisen i 2008.
I 2008 blev han tildelt et stipendie fra Léonie Sonnings Musikfond, hvilket har muliggjort yderligere studier i bl.a. Wien og Bologna.