Christian Westergaard

Adjunkt, Akkompagnatør/repetitør, Klaver, Repetition

Christian Westergaard er en dansk pianist og akkompagnatør uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Amalie Malling, Niklas Sivelöv og Tove Lønskov. Christian, der jævnligt arbejder med internationale stjerner som Elsa Dreisig, Bo Skovhus og Mari Eriksmoen samt en lang række øvrige førende nordiske sangere, har spillet koncerter i bl.a. Wigmore Hall i London, Hamborgs Musikhalle samt i det øvrige Tyskland, Frankrig, Italien, Sverige, Norge og i Danmark. Han har en særlig interesse i historiske klaverinstrumenter og historisk opførelsespraksis og har siden 2020 været ansat som adjunkt med udgangspunkt i Artistic Research-projektet ”Fra specialiseret til almen praksis – HIPP i moderne opførelsespraksis” sammen med adjunkt Toke Møldrup, gennemført med støtte fra Kulturministeriets pulje til Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed.

Christian Westergaard har på Dacapo Records udgivet den internationalt anmelderroste cd ”Tangos, Waltzes and Cinema Music” med klaverværker af Jacob Gade, cd’en ”Chamber Works” med Randers Kammerorkester med kammermusik af Svend Westergaard og på Kontrapunkt er cd’en Songs of Their Times med sange af Ib Nørholm udkommet (sammen med Signe Asmussen og Adam Riis).

Han har været pianist og kunstnerisk tilrettelægger af den kommende cd-udgivelse af Peter Heises samlede sange (release februar 2021) i en 11 cd’er stor boks på Dacapo Records, ligesom en samlet indspilning af Herman D. Koppels sange og klaverværker er under forberedelse sammesteds.

Som musikalsk iværksætter og programlægger har han markeret sig med Liedkompagniet, som han er stifter og kunstneriske leder af. Liedkompagniet var i en årrække et centralt koncertsted for lieden i Danmark og har ved flere lejligheder foranlediget uropførelser af ny dansk musik. I 2008 præsenteredes festivalen ”Herman og David”, en samlet opførelse over tre koncerter af Herman D. Koppels samlede sange.

Sammen med basbarytonen Jakob Bloch Jespersen har han projektet ”Nye Danske Sange”, der har tilvejebragt uropførelser af dansk musik for sang og klaver af Pelle Gudmundsen-Holmgren, Niels Rosing-Schow, Simon Steen-Andersen, Jexper Holmen, Nicolai Worsaae og Simon Løffler.

Han er redaktør på den kommende digitale udgivelse af Herman D. Koppels sange på Edition S.

2015 var han vinder af Copenhagen International Lied Duo Competition med Francine Vis (NL), 1999 og 2000 vinder af Den danske Steinway konkurrence.

Som solopianist brænder Christian særlig stærkt for den danske klavermusik og har opbygget et stort repertoire af kerneværker af blandt andet Niels W. Gade, Carl Nielsen, Herman D. Koppel og Niels Viggo Bentzon.

Christian Westergaard har siden 2008 været ansat som underviser, musikalsk leder, repetitør og akkompagnatør ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums sangfaggruppe, fra 2017 tillige i klaverfaggruppen på samme konservatorium, fra 2006 ved Operaakademiet, DR’s kor og fra 2010-2018 på Syddansk Musikkonservatorium i Odense som underviser, musikalsk leder og repetitør. Fra 2020 er han adjunkt ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.