Elisabeth Zeuthen Schneider

Elisabeth Zeuthen Schneider

Elisabeth Zeuthen Schneider studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Milan Vitek og professor Endre Wolf. Hendes solist-debut fik den højeste karakter. Hun fortsatte studierne i USA med Alexander Schneider fra Budapest Kvartetten og Isidore Cohen fra Beaux Art Trio. Hun tilbragte også tid hos Stanley Ritchie, professor i barokviolin på Indiana University (Jacobs School of Music).

Elisabeth Zeuthen Schneider har modtaget mange store danske legater og priser, blandt andre Carl Nielsen Fondens og Sonning Fondens Rejselegater. Hun har været solist med alle danske Symfoniorkestre og var i en årrække assisterende koncertmester i Det Kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret.   

Elisabeth Zeuthen Schneider har turneret i Frankrig, Tyskland, Belgien, Island, USA og kombinerer nu sin stilling som docent i violin og kammermusik med koncerter, foredrag og projekter. Har indspillet en lang række cd'er, bl.a. Robert Schumanns Tre violinsonater, J.P.E. Hartmanns Samlede værker for violin og klaver samt "Conversation" med nyere danske værker for violin og klaver.

Hun var i ti år lærer i Nordic Music Academy med Nikolaj Znaider som kunstnerisk leder.

Elisabeth Zeuthen Schneider er nu lærer/aktiv musiker i: Thy Chamber Music Festival og Hvide Sande Masterclass.

I sit virke på DKDM har Elisabeth Zeuthen Schneider været aktiv i udviklingen af Tidlig Musik-uddannelsen og udviklingen af den instrumental-pædagogiske del af uddannelsen samt en lang række "fødekæde-projekter".

Læs mere på Elisabeth Zeuthen Schneiders hjemmeside

Foto: Hannah Schneider