Ivan Zenaty

Gæsteprofessor, Violin
Ivan Zenaty
Ivan Zenatys (f. 1962) internationale karriere begyndte i 1982, da han blev prisvinder i Tchaikovsky International Violin Competition, hvilket resulterede i koncerter med Moscow og Czech Philharmonic. Andre betydningsfulde priser tæller Prague Spring Competition og Unesco International Rostrum of Young Performers. Efterfølgende har Ivan Zenaty spillet solokoncerter i bl.a. London, Berlin, Amsterdam, Wien, Tokyo, New York, Buenos Aires og Jerusalem.

Ivan Zenaty har studeret på Tjajkovskij-konservatoriet i Moskva hos Igor Bezrodny og har desuden modtaget undervisning af Nathan Milstein, Ruggiero Ricci og André Gertler. Hans mentor Josef Suk indførte ham i den store tjekkiske musiktradition, og det mangeårige samarbejde kulminerede med indspilning af Mozarts samlede værker for violin og bratsch. Andre samarbejder tæller internationale navne som Yehudi Menuhin, Yo-Yo Ma, Serge Baudo, Valery Gergiev og Neville Marriner.

Ivan Zenaty har indspillet over 40 cd’er, herunder samlede værker af Telemann, Bach, Mendelssohn, Schumann, Schulhoff og Grieg samt den anmelderroste indspilning af Dvořáks samlede værker.

Sideløbende med sin koncert- og indspilningsvirksomhed er Ivan Zenaty en efterspurgt underviser. Han har været ansat på Hochschule fur Musik i Dresden og Cleveland Institute of Music, og siden efteråret 2018 har han været tilknyttet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som gæsteprofessor.

Takket være the Harmony Foundation of New York spiller Ivan Zenaty på en sjælden Giuseppe Guarneri del Gesu violin fra 1740.

Læs mere på www.ivanzenaty.com/