Mads Høck

Timelærer, Orgel/Kirkemusik
Mads Høck

Mads Høck (f. 1968) er elev af domorganist Bo Grønbech og professor Hans Fagius fra Det kongelige danske Musikkonservatorium. Efter solistklassen sammesteds debuterede han i Københavns Domkirke i 1995, hvor han fra 1994-2005 var ansat som organistassistent. Sammen med domorganisten stod han for den daglige, radiotransmitterede morgenandagt, og har til brugen komponeret en række musikstykker. Nogen af dem er udgivet på Egtveds Musikforlag i 2001. Som komponist har Mads Høck på bestilling skrevet en række værker til kor, orgel, trompet og basun. Siden 2005 har han været organist ved Grundtvigs Kirke, København.

I 1997-1998 studerede Mads Høck traditionel fransk interpretation hos Susan Landale og improvisation hos Naji Hakim i Paris. Samtidig fungerede han som organist ved Den danske Kirke i Paris, Frederikskirken. Derudover har Mads Høck deltaget i et stort antal mesterkurser med bl.a. David Sanger, Michael Radulescu, Harald Vogel, Hans-Ola Ericsson, Anders Bondeman og Jon Laukvik. Som orgelsolist har Mads Høck spillet koncerter i Sverige, Tyskland, England, Frankrig og Letland.

Mads Høck har indspillet cd'er med Københavns Drengekor og trompetisten Michael Brydenfelt samt en solo-cd med Maurice Duruflés samlede værker, spillet på orglerne i Københavns Domkirke. Mads Høck er endvidere ansat som timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Pastoralseminaret.