Tim Frederiksen

Professor, Bratsch
Uddannet hos Erling Bloch og Max Rostal. Videregående kammermusikstudier med blandt andre medlemmer af Amadeus-kvartetten. I 1980 blev han ansat som solobratschist i DR SymfoniOrkestret og vandt i 1983 stillingen som 1. koncertmester sammesteds. I 1996 blev han ansat som professor i bratsch og kammermusik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her har han undervist en række ensembler, der ikke alene har spillet en stor rolle i dansk kammermusikliv, men også har vist sig internationalt bæredygtige i konkurrencer og koncertserier, bl.a.:
  • Trio Ondine (1. pris i Broadwood Piano Trio Competition, Parkhouse Award i London, Joseph Haydn Competition i Wien, P2s Kammermusikkonkurrence og ARD Competition i München. Melbourne International Chambermusic Competition gav Trio Ondine 2. pris samt Publikumprisen).
  • Paizo Kvartetten (1. pris i Trondheim Internationale Kammermusikkonkurrence 2000 (kvartet), 1. pris i Melbourne 2003).
  • Jalina Klavertrio (2. pris i Trondheim Internationale Kammermusikkonkurrence 2000 (klavertrio), 1. pris i Trapani, 2. pris i Osaka Kammermusikkonkurrence 2002).
  • Den Danske Strygekvartet (1. pris i P2s Kammermusikkonkurrence 2004, Vagn Holmboe Strygekvartetkonkurrence 2004, Charles Hennen International Chambermusic Competition i Holland 2004, Trondheim Internationale Kammermusikkonkurrence, 2005, London International String Quartet Competition, 2009, hvor kvartetten også fik priserne for Bedste Opførelse af et bundet værk, Bedste Opførelse af værk efter 1915 og Menton Prize).
  • Nightingale String Quartet (2. pris i P2s Kammermusikkonkurrence 2009, 2. pris i Charles Hennen International Chambermusic Competition i Holland 2010, P2s Talentpris 2011).
I 2010 blev han kåret som Årets Talentudvikler af Talent-DK.

Tim Frederiksen har optrådt som solist med de fleste danske orkestre, bl.a. med Bartoks Bratschkoncert og Per Nørgårds Remembering Child, ligesom han har uropført Jan Yngve Tredes Bratschkoncert, der også er tilegnet ham, og spillet Poul Ruders Bratschkoncert med Sjællands Symfoniorkester.

Som primarius i Den Danske Kvartet (1986-1996) har han rejst over hele Europa. Medstifter af Trio Soleil med Elisabeth Westenholz og Niels Thomsen.

Tim Frederiksen er efterspurgt som dommer i internationale konkurrencer. Han har skrevet artikler om violin og bratsch til Gads Musikleksikon. På DKDM er han desuden faggruppeleder og har været prorektor i en årrække.

Pladeindspilninger

Schumanns Märchenbilder, samt Märchenerzählungen, Mozarts Keglebane-trio og Bruchs Otte Stykker med Trio Soleil. Jan Maegaards solostykke, Labyrint, Vagn Holmboes Kammerkoncert for bratsch og orkester, Kammerkoncert for violin, bratsch og orkester, samt Kammerkoncert for obo, bratsch og orkester. Samtlige strygekvartetter af Carl Nielsen, Johannes Brahms og Paul Hindemith med Den Danske Kvartet, samt Paul Hindemiths sonater for solobratsch, og Brahms’ sonater for bratsch og klaver, op. 120, med Elisabeth Westenholz, samt med Susanne Resmark de to sange, op. 91, for mezzosopran og klaver, med obligat bratsch.