Portræt: Gunner Møller Pedersen

I samarbejde med Frederiksberg Records, RMC og DKDM hylder Strøm én af de helt store pionerer indenfor dansk elektronisk musik, filmmusik og lydkunst
Dato
Torsdag den 5. oktober 2017
Tid
19.30 — 21.00
Entré
Gratis adgang, men begrænset antal pladser, så kom gerne i god tid

I 1974 selvudgav den konservatorieuddannede komponist Gunner Møller Pedersen sit første store værk - STONED - på eget pladeselskab og skabt i eget musikstudie. En elektronisk symfoni, to numre á 15 minutters varighed, ét på hver side. Et værk, der nu regnes som et af de helt store både lokalt og internationalt. Udover STONED har Gunner Møller Pedersen også udgivet bl.a. værket Et Lydår (1982) samt skrevet musik til Nils Malmros- og Jørgen Leth-film.

STONED bliver nu genudgivet af Frederiksberg Records. En genudgivelse, der med udgangspunkt i de originale masterbånd og komplet re-mastering, ønsker at gøre STONED tilgængelig for mange flere mennesker. Det er nemlig kun få heldige pladesamlere - der med held og €300 på lommen, som brugtprisen minimum lyder - der har erhvervet en af de få originale kopier. 2017-udgaven er superviseret af Gunner Møller Pedersen og er klangligt den originale udgivelse overlegen. Visuelt er genudgivelsen den originale plade tro, og den indeholder desuden en booklet med nye noter af komponist og Strøm-kurator Thomas Knak.

I denne anledning inviteres der til en unik portrætsamtale med Gunner Møller Pedersen og Frederiksberg Records’ Andreas Vingaard, styret af DJ og journalist Katrine Ring. Samtalen vil fokusere på STONED, men også på Gunner Møller Pedersens andre kompositioner. Der vil blive afspillet eksempler på både den originale og genudgivede version af STONED samt mulighed for efterfølgende at snakke med alle involverede parter over kolde drikke, og selvfølgelig købe pladen.

Følg med i Facebook-event.