Mads og Monopolet

En aften med Mads og Monopolet - tilbage hvor det hele startede
Dato
Lørdag den 3. oktober 2020
Tid
20.30 — 22.30
Entré
Billetter til forsalg

Med over en million lyttere lørdag efter lørdag er Mads & Monopolet det mest populære radioprogram i Danmark. Mads Steffensen har sammen med Monopolet i snart 17 år diskuteret lytternes dilemmaer. Lørdag den 3. oktober 2020, knapt et år efter deres udsolgte aften i Royal Arena, forlader de igen radiostudiet og rykker ind hvor det hele startede. I Koncertsalen i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé i København, i det der nu hedder Konservatoriets Koncertsal.

Showet handler om os allesammen og de dilemmaer, vi kan havne i. Og dem har vi - heldigvis - masser af. Mads & Monopolet tager denne aften dilemmaer op, som publikum til aftenens show har sendt ind.

Det bliver en aldeles fremragende aften, når Monopolet knuser publikums dilemmaer på scenen i det gamle radiohus. Radiohuset har en helt særlig plads hos Mads Steffensen, det var nemlig der det hele startede. Mads Steffensen udtaler:

”Min radiokarriere begyndte for mange år siden i Radiohuset, hvor jeg sendte i timevis fra det legendariske studie 44 på fjerde sal. Vi har gennem årene også lavet flere Monopolet-programmer derfra. Nu får jeg mulighed for at vende tilbage til Radiohuset, og det er en drøm, der går i opfyldelse. I mine øjne er Radiohusets koncertsal en af landets smukkeste scener. Jeg lover, at det bliver en aldeles fremragende aften med Mads & Monopolet, og jeg tager selvfølgelig A-holdet med.”

Hvis du sidder i salen og vil have dit dilemma diskuteret, så skriv til monopoletlive@dr.dk.
Bemærk – ingen radiosending/podcast fra showet.

Arrangeret af Live Nation