Benjamin de Murashkin

Benjamin de Murashkin

Komponisten Benjamin de Murashkin debuterer fra DKDM's solistklasse 8.-9. marts 2014 kl. 15.00

Benjamin de Murashkin er født i Danmark i 1981, men flyttede til Australien som et-årig og boede der i 21 år, før han vendte tilbage til Danmark. Benjamin de Murashkin tog sin bachelorgrad i komposition med udmærkelse ved universitetet i Melbourne, Australien, og i 2011 fik han sin kandidatgrad i komposition fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Benjamin de Murashkin har skrevet flere korværker, værker for soloinstrumenter, små ensembler samt kortoperaen "Lady Macbeth" skrevet til sopranen Marie Grove Jørgensen, som uropførte den i 2010.

Benjamin de Murashkins store interesse ligger i orkestermusikken, og hans produktion tæller bl.a. orkesterværket "LOGOS", uropført af Copenhagen Phil i 2010 samt "Distant Murmuring" uropført af Aalborg Symfoniorkester året efter. I 2012 bestilte Copenhagen Phil en basunkoncert hos Benjamin de Murashkin, og den blev uropført i marts 2013 med Christian Schmiedescamp som solist.

Benjamin de Murashkin improviserer jævnligt ved koncerter og tilstræber at skabe fusion mellem den intuitive og systematiske kompositionstilgang i et sprog, som er inspireret ikke bare af den klassiske tradition, men også nutidige popgenrer.

Benjamin de Murashkin debuterer fra DKDM's solistklasse ved to dobbeltdebutkoncerter med Kasper Rofelt den 8. marts og 9. marts. Koncerterne indgår i DKDM's festival PULSAR 2014.

Maleri: Jette Hofman