Søren Schauser: Moderne tider

Moderne tider

Lektor Søren Schauser har skrevet en bog om musikken mellem århundredskiftet og 2. verdenskrig

"Moderne tider" fortæller om den fantastiske musik mellem århundredskiftet og Anden Verdenskrig.

Læseren føres gennem Gustav Mahlers symfonier, alle Richard Strauss' operaer og Jean Sibelius' kampe med druk og depression og får undervejs et levende billede af århundredskiftets politiske og sociale situation. 

Forfatteren kommer også ind på Verdensudstillingen i Paris anno 1889: Et hold unge komponister hører halvnøgne indonesere spille musik på vildt eksotiske instrumenter. Arrangementet sætter gang i en rivende udvikling med Claude Debussys impressionisme og eksperimenter med fremmedartede virkninger og støj. 

Carl Nielsen spiller en stor rolle i bogen og præsenteres som verdensmand og som en komponist i klodeklasse. Kapitlet skriver Nielsen ind i begrebet vitalisme og udlægger hans danskhed som en bevidst afstand til tyske og franske idealer. 

Bogen genfortæller mange af de kendte anekdoter og gør samtidig op med mange fordomme: Premieren på "Le sacre du printemps" af Stravinsky i 1913 var for eksempel ikke en skandale – og Puccinis operaer er i virkeligheden et forskræp til den moderne musical. 

Søren Schauser er lektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Moderne tider er udkommet i oktober 2018 (Berlingske Medie Forlag)