Peter Bruun

Peter Bruun

Musikalsk Skaben mellem Kunst og Pædagogik

Musikalsk Skaben mellem Kunst og Pædagogik er et ph.d.-projekt under Kunst og læring i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet. I projektet vil jeg undersøge, hvad der sker imellem børn, der komponerer deres egen musik sammen og sammen med voksne. Hvor opstår musikken, hvordan forstår børnene og de voksne musikken, og hvordan forstår og oplever de hinanden, når de laver musik sammen?

Jeg vil undersøge det dels filosofisk og dels ved at se på musikalsk skaben i pædagogiske sammenhænge. Et vigtigt spørgsmål om musik er, hvordan musik kan være både noget, man gør, og noget "i sig selv": Man musicerer: Det er aktivitet, handling, bevægelse og kommunikation. Men mens man musicerer, laver man musik - musikken. Man laver nogle gange et stykke musik.

Målet med forskningen er i første omgang at sige noget om, hvad musik betyder, og hvad musik er: Musik og musikværker er produkter, vi beundrer, nyder og bruger i kunstneriske sammenhænge og i dagligdagen. Men musik er også en måde at være sammen på og en måde at opleve og erkende på. Jeg håber også gennem forskningen at kunne sige noget om, hvordan musikken selv og samværet om at skabe den kan spille en rolle for menneskers fællesskaber. Det kan bidrage til ny forståelse af musikalsk dannelse og opdragelse, og af hvilken rolle det at skabe musik kan have i musikundervisningen.

Projektet er finansieret med støtte fra Augustinus Fonden og Dansk Komponistforening.