Trompet

Kunst og læring

En 5-årig forskningssatsning med bevillinger fra Kulturministeriet og Augustinus Fonden
Kunst og læring er en femårig forskningssatsning, der samler en række forskningsprojekter på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) under et fælles fokus, nemlig "kunst og læring".

Kunst og læring er forankret i DKDM's kernekompetence, nemlig at uddanne klassiske musikere på højeste internationale niveau. Ikke alene skal DKDM’s studerende tilegne sig store mængder viden og håndværksmæssig kunnen – de skal også udvikle sig til individuelle kunstnere. Netop udviklingen af det individuelt kunstneriske kendetegner den særlige form for læring, som kræves på en kunstuddannelse som DKDM. Men med Kunst og læring vil DKDM ikke alene udvikle og udbygge sit eget videngrundlag, DKDM vil også bidrage nationalt og internationalt, når det gælder forskning inden for læring, pædagogik og kreative processer.

Pt. er seniorforskningsprojektets projektlederdel samt ph.d.-projektet: Deliberate practice og selvregulering i et enaktivt og coachende perspektiv sat i gang, og DKDM forventer inden længe også at kunne sætte ph.d.-projektet: Musikalsk skaben mellem kunst og pædagogik i gang.

Opbygning
Kunst og læring består af fire ph.d.-projekter samt et seniorforskningsprojekt. DKDM har indgået samarbejdsaftaler med universiteterne i København, Aarhus og Aalborg om uddannelse af de fire ph.d.'er. Ph.d.-projekterne omhandler en række centrale temaer inden for feltet kunst og læring: Fra øveteori på professionelt niveau til komposition blandt børn, fra individuel selvregulering til kollektiv kreativitet, fra implementering af ny teknologi til formidling af klassisk sangteknik. Projekterne forholder sig alle til Kunst og lærings overordnede tema med udgangspunkt i cases inden for hvert sit område.

Kunst og læring har således to niveauer, dels et individuelt niveau, hvor hvert enkelt projekt står for sig selv og indgår i samarbejder og samtaler med relevante fagmiljøer, og dels et fælles niveau, hvor projekterne taler sammen, indbyrdes udvikler hinanden og sammen udvikler fagsprog, begreber og definitioner inden for feltet. Det sidstnævnte niveau faciliteres, styres og styrkes gennem Kunst og lærings femte projekt, seniorforskningsprojektet, som danner teoretisk og begrebsmæssig overbygning på ph.d.-projekterne og består af en række selvstændige forskningsartikler samt en forskningsantologi, der opsamler og formidler resultaterne fra det samlede projekt Kunst og læring.

Projekt A, seniorforskningsprojekt:
Genklang – om fagsprog og begreber i krydsfeltet mellem kunst og læring

Projekt B, ph.d.-projekt:
Deliberate practice og selvregulering i et enaktivt og coachende perspektiv


Projekt C, ph.d.-projekt:
Music & technology – three investigations of the interaction between technology and classical music

Projekt D, ph.d.-projekt:
Musikalsk skaben mellem kunst og pædagogik

Projekt E, ph.d.-projekt:
Det danske sprogs udtale i klassisk sang – en fonetisk og sangteknisk udredning