Tirsdag den 21. august 2012

Johannes Mannov ny professor i Nürnberg

Barytonen Johannes Mannov tiltræder professorat ved konservatoriet i Nürnberg til oktober
Barytonen Johannes Mannov, som i en årrække har været tilknyttet DKDM som sanglærer, er netop udnævnt til professor i sang ved det tyske musikkonservatorium, Hochschule für Musik i Nürnberg. Han tiltræder stillingen i oktober måned i år, og skal varetage soloundervisning af sangstuderende på bachelor og kandidatniveau.

Johannes Mannov har, ud over sin erfaring som underviser ved både danske og udenlandske institutioner, et omfattende kunstnerisk virke, både som opera-, lied- og oratoriesanger. I løbet af sin karriere har han regelmæssigt sunget i bl.a. Amsterdams Concertgebouw, London Barbican Centre, Berliner Filharmonien, Leipzig Gewandhaus, ved festivaler i Perth, Edinburgh, Istanbul, Singapore og med samtlige danske landsdelsorkestre.

Som operasanger har han, udover et årelangt samarbejde med Den Kgl. Opera i København, bl.a. sunget på Bastilleoperaen i Paris, i Santiago de Chile, ved statsoperahusene i Hamburg og Berlin og i USA ved operahuse i Seattle, Cincinatti og San Diego. Han har optrådt med dirigenter som Mstislav Rostropovitj, Lord Yehudi Menuhin, Sir Neville Marriner, Leif Segerstam, Herbert Blomstedt, Christopher Hogwood, Kent Nagano, Anthony Pappano, René Jacobs, Phillippe Herreweghe, Lars Ulrik Mortensen, Michael Schønwandt, Armin Jordan, Jeffrey Tate og Peter Schreier.

Repertoiret spænder fra tidlig barok til samtidig musik og omfatter mere end 40 operaroller på 8 sprog, i produktioner af instruktører som Peter Konwitchny, Kasper Holten, David Pountney, Willy Dekker, Francesca Zambello, Guy Joosten og Graham Vick. Johannes har personligt samarbejdet med en række af vor tids komponister, bl.a. Paul Ruders, Luigi Nono, Wolfgang Rihm og Philip Boesmanns om uropførelser af deres vokalværker. Han er desuden en flittig kammermusiker og ofte aktiv med et vidtfavnende lied-repertoire på danske og internationale koncertpodier.

Professorstillingen i Nürnberg er på halvtid, så Johannes Mannov fastholder sin tilknytning til både DKDM og Syddansk Musikkonservatorium.

Læs mere om Hochschule für Musik i Nürnberg her.