Torsdag den 27. september 2012

Klaverstuderende i prisregn

Elisabeth Holmegaard Nielsen pristager i både Italien og Østrig.
Det har været et indbringende år indtil videre for Elisabeth Holmegaard Nielsen, kandidattstuderende på DKDM. I april 2012 vandt hun 1. pris og juryens specialpris ved Salierikonkurrencen i Italien og i sidste uge blev det igen til en pris. Denne gang i Østrig, ved Wiener Musik Seminar, der forløb i dagene 10. – 21. september. Her modtog hun 1. præmie ved konkurrencen Prof. Dichler-Wettbewerb, en konkurrence tilknyttet seminariet. Denne konkurrence er for alle studerende på stedet. Ved musikseminaret fik hun undervisning af professoren ved Universität für Musik und Darstellende Kunst, Wien, Christopher Hinterhuber.

Elisabeth Holmegaard Nielsen er født i 1993 i Danmark. I 2000 startede hun med at spille og blev optaget på konservatoriet som 16-årig. Hun har bl.a. medvirket i Steinway Festival i Hamborg, 2010, Spillet i Kreml, Moskva, 2008, samt udvalgt til Yamaha konkurrencen Göteborg 2011.

I sommeren 2012 afsluttede Elisabeth Holmegaard Nielsen sin bachelor fra DKDM hos Amalie Malling og studerer nu på kandidatuddanneslen samme sted hos professor Niklas Siveløv.

I september 2012 er hun inviteret til at spille en recital og derefter sidde som dommer ved konkurrencen "Nuova Coppa Pianisti" i Osimo, Italien.