Mandag den 4. marts 2013

Inden musikken tørrer

PULSAR 2013 på DKDM med fransk elite, danske ensembler og først og fremmest: Musikken af i dag. Skrevet af nutidens mest lovende, unge komponister.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er året rundt vært for mere end to hundrede koncerter. På programmet er tit musik, der er flere hundrede år gammelt, og af komponister, der for længst er lagt i graven.
Men én uge om året overgiver studerende og gæstekunstnere fra ind- og udland sig fuldt ud til ny musik og spiller efter noder, der kun lige er tørret i blækket. Skrevet af deres jævnaldrende medstuderende og andre unge, danske komponister.

PULSAR 2013 skydes i gang 7. marts og alle arrangementer har fri entré.

Åbningskoncerten for PULSAR 2013 leveres af solister fra det franske elite-ensemble Ensemble intercontemporain, som uropfører værker skrevet af fem unge komponister: Lasse Schwanenflügel Piasecki, Mette Nielsen, Manuel Rodriguez Valenzuela, Nicholas Martin og Nicolai Worsaae.
Værkerne er blevet udvalgt af en international jury, og komponisterne afspejler den mangfoldighed, der kendetegner miljøet for ny musik i dag, spændende fra det meget konceptuelle til det mere klassisk kompositoriske.
I løbet af det senesteår har de haft en ekstraordinær mulighed for at udvikle deres værker i samarbejde med Ensemble intercontemporain. Publikum får dermed ved koncertenindblik i, hvordan ny dansk og international kompositionsmusik lyder, når de ner allermest ny, på kanten af internationalt gennembrud.

PULSAR-festivalen 2013 har også danske gæster. Storstrøms Kammerensemble gæster for første gang festivalen. De præsenterer blandt andet resultatet af en workshop med tre af DKDM's komponister. De komponiststuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udforsker ved koncerterne i PULSAR 2013 grænselandet mellem rumlige, visuelle, motoriske og musikalske udtryksformer og tester også den svære disciplin det er at skrive for kroppens eget instrument, stemmen.

DKDMs pianister søger sammen med dansere fra Statens Teaterskole at nå et fælles udtryk for den motoriske og kropslige ekspressivitet, musikken rummer.

Publikum er med sikkerhed sikret store, nye oplevelser.