Linda Dahl Laursen

Mandag den 25. februar 2013

Klaverdebut med høj maveføring

Linda Dahl Laursen når lige netop klaverets tangenter. På onsdag d. 27. februar debuterer hun fra DKDM's solistklasse. Og om en lille måned debuterer hun som mor.
Men selvom terminen er nær, skåner pianisten denne aften ikke sig selv. På programmet er flere mesterværker for både soloklaver og med orkester. Blandt aftenens værker sættes der an til Mozarts klaverkoncert nr. 12 i samspil med nogle af Danmarks bedste, unge orkestermusikere.

Linda Dahl Laursen er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Musikhögskolan i Malmö. Lærerne tæller Hans Pålsson, Aino Gliemann, Romuald Sztern, Thomas Tronhjem og den seneste tid Konstantin Bogino og Jens Elvekjær. Derudover har pianister som Kevin Kenner og Per Tengstrand været vigtige og hyppige masterclasslærere gennem årene. Hun har længe været en efterspurgt solist, både før og under sine studier ved DKDM. og har spillet koncerter overalt i Sverige som solist og kammermusiker samt optrådt i Norge, Danmark, Polen, Italien, Kina, Tyskland, USA og Østrig. Som solist i klaverkoncerter af Mozart, Beethoven og Tjajkovskij med en række orkestre, bl.a. Malmö Symfoniorkester og EUCO (European Union Chamber Orchestra) og i samarbejde med dirigenter som Takuo Yuasa, André de Ridder, Simon Phippsog Hans-Peter Hofmann.

Læs mere om debutanten på www.lindadahllaursen.com.


Der er gratis adgang til debutkoncerten, der finder sted i Konservatoriets Koncertsal kl. 19.30.