DKDM's Symfoniorkester

Mandag den 2. september 2013

Oplev morgendagens dirigenter

Fyraftenskoncert med dirigentklassen og DKDM's Symfoniorkester 17. september 2013 kl. 17

Som noget nyt inviteres publikum indenfor i dirigentklassen, når konservatoriets fire studerende øver sig på DKDM's Symfoniorkester. Undervisningen kaldes "Orkesterskoler" og afsluttes denne gang med en fyraftenskoncert for publikum tirsdag 17. september 2013 kl. 17-18.

De unge dirigentspirer er Iain McLarty, Magnus Fryklund, Roberta Peroni og Vincenzo Milletari samt Klara Rylander (gæstestuderende).

Musikken er Mozarts Klarinetkoncert med Jesper Sejrup Clausen som solist samt Beethovens 7. symfoni, så det er et klassisk og elsket repertoire, publikum kan lægge ører til.

De unge studerende bliver undervist af dirigenten Giordano Bellincampi, som også vil fungere som konferencier og guide publikum igennem koncerten. Giordano Bellincampi er chef for Duisburger Philharmoniker, chefdirigent for Kristiansand Symfoniorkester samt førstedirigent for Orchestra dei Pomeriggi Musicali i Milano.

Der er gratis adgang til Konservatoriets Koncertsal tirsdag 17. september 2013 kl. 17.00-18.00.