Rektor Bertel Krarup

Tirsdag den 26. november 2013

DKDM's Årsfestkoncert 2013

Rektor Bertel Krarups tale ved DKDM's Årsfestkoncert 23. november 2013

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, excellenser, kære gæster, studerende og ansatte.

Hjertelig velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årsfestkoncert 2013 her i konservatoriets store koncertsal. Siden indflytningen i 2008 har vi hvert år glædet os over at afholde koncerten i dette pragtfulde rum, der på enestående måde binder arkitektur og musik sammen. Når musikken klinger, indgår rummets arkitektur og det tonende univers i et helt særegent samspil – og det hvad enten der opføres ældre eller ny musik, musik for stor besætning, for mindre ensembler eller helt solo.

Med udgangspunkt i musik af de franske orgelmestre Vierne og Widor har vi fået prøver på den særlige symbiose mellem arkitektur og lyd, der opstår, når bagvæggens store og pragtfulde Marcussen-orgel sender sine klangmasser ud i rummet. Begrebet "klingende arkitektur" presser sig unægtelig på – også selvom denne betegnelse nok så ofte bruges i anden betydning.

Som det ses, er instrumentet helt integreret i rummet, og det var da også fra starten en del af den samlede plan for salen, der helt naturligt orienterer sig mod det store orgel. Instrumentfacaden er naturligvis tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen selv, der så det som sin opgave ”at give orglet en så festlig virkning som muligt i rummet og søge at undgå, at det alt for meget kom til at ligne et kirkeorgel”. Hvilket han bl.a. gjorde ved at lade trompetpiberne pege vandret ud i rummet og dermed give orglet den drejning hen imod det festlige som straks slår en møde, når man træder ind i koncertsalen.

Vi har netop hørt solistklassestuderende Erik Kolind både solo og i sammenspil med medstuderende på messing og pauker, og for ham, for dem som for langt hovedparten af konservatoriets øvrige studerende og lærere betyder det kolossalt meget at kunne udfolde sig i denne sal, der om noget understøtter og inspirerer til det, vi som institution vedvarende har som mål, nemlig det højeste kunstneriske niveau.

Denne stræben efter højeste kunstneriske niveau udgør motoren, det uomgængelige drive i konservatoriets virke og selvopfattelse. Men samtidig erkender vi, at vore dimittender også møder andre forventninger og krav efter endt uddannelse. Gradvist forskyder arbejdsmarkedet og afsætningsmulighederne sig, og det, der var fyldestgørende for et par årtier siden, rækker måske ikke helt i dag. Konservatoriet uddanner kandidater, der samlet set skal udfylde mange funktioner i musiklivet – fra det mest elitære kunstneriske virke til det mere brede men fuldt ud lige så vigtige pædagogiske virke. Kun i relativt få tilfælde rummer en og samme person alle de kvalifikationer og egenskaber der fuldt ud kan dække disse yderpunkter. Og det må man et langt stykke acceptere, når højeste niveau er målet. Alligevel finder vi tiden moden til at give vore uddannelser et grundigt eftersyn og under samlebetegnelsen ”The Complete Musician” i de kommende måneder gennemgå samtlige uddannelsernes indhold med henblik på relevans og bæredygtighed i et tidsperspektiv frem mod 2020’erne. Det kunstnerisk-pædagogiske arbejdsmarked og dets udviklingstendenser danner afsæt i hele dets bredde og diversitet - nationalt, internationalt, offentligt eller privat, fra det institutionelle, over det semiinstitutionelle, til free-lance-virke. Hvilke kompetencer efterspørges, og hvad skal vi udruste dimittenderne med stående overfor denne mangfoldighed i gradvis forandring? Efterspørges høj grad af specialisering (som fx i forhold til eliteorkestre og specialensembler a la Coco og Athelas), eller rustes dimittenderne bedre gennem en bredere kompetencepalet. Forventes top-orkestermusikere at være prima vista–hajer som musikerne i fx The London Symphony Orchestra eller er fordybelsen vigtigere? Og hvad med improvisation og eventuelle andre elementer fra den rytmiske musik? Er det en del af et fremtidigt beredskab også for klassiske udøvere?

Skal alle skabende og udøvende kunstnere rustes som formidlere? Og hvad med pædagogikken?  Skal den fortsat primært rettes mod soloundervisningen eller bør der snarere sættes ind med hold- og klasserumspædagogik? Hvilken betydning har indsigt i entreprenørskab? Og hvad med det mentale beredskab? Hvordan ruster man sig til at kunne yde det ultimative, når projektøren tændes? Og kan man lære at gardere sig mod sceneangst? Er musikersundhed primært noget med at forebygge eller lappe skader? og hvordan passer man bedst på hørelsen? Hvordan indvirker digitaliseringen på vore uddannelser og de kunstneriske og læringsmæssige processer? Og hvad betyder den for udviklingen af arbejdsmarkedet? Og som dette ikke var nok: Kan man bare føje nyt til uden samtidig at luge ud i eksisterende? Mao, skal visse stofområder henvises til mulige efter- og videreuddannelsesudbud?

Der er nok at tage fat på. Heldigvis famler vi ikke i blinde. Således har vi god viden om beskæftigelsesforholdene. Og fra en aktuel dimittendundersøgelse kan vi hente værdifulde pejlemærker til, hvordan vore kandidater ideelt set ønsker at sammensætte deres virke. Dertil kommer udbytterig dialog med konservatoriets aftagerpanel, og gode møder med en række fokusgrupper.

En særlig plads indtager kontakten med en række eksterne samarbejdspartnere, nære og knap så nære. Efter pausen præsenterer vi DKDM i favntag med en af de nære, Copenhagen Phil., når vi sammen opfører Sjostakovijts store 7. symfoni.  Af bagsiden på det trykte program fremgår, hvordan orkestret er sammensat – og her kan det ses, at de medvirkende DKDM-studerende udgør ca. 50 procent og fordeler sig på alle former for pladser i orkestret. Projekter af den art bidrager om noget til at give de studerende uvurderlig indsigt i virket som professionel orkestermusiker. Og når det som i aften sker under ledelse af en international topdirigent som mesteren Dmitrij Kitajenko, er det naturligvis ekstra berigende.

I vores globale tidsalder må vi løbende kigge ud over landets grænser. Det har vi gjort længe og meget strategisk målrettet, men nu føjer vi ved hjælp af distance learning – dvs. baseret på avanceret videotransmission - afgørende nyt til, idet vi netop har indgået aftale om et fælles projekt benævnt Global audition training med fire centrale internationale partnerinstitutioner, det amerikanske orkesterakademi New World Symphony, Cleveland Institute of Music og konservatorierne i Wien og Shanghai. Projektet sigter mod at give studerende en særlig form for international fit back i konkurrenceøjemed, og det har vi store forventninger til.

Når Sjostakovitjs 7. symfoni efter pausen fylder salen med lyd, bliver vi alle (som i orgelværkerne) på ny vidne til et enestående samspil mellem klang og rum. Men i Sjostakovitjs store 7. symfoni presser også andre forestillinger end lyd og rum sig på. Ikke for ingenting bærer værket titlen Leningrad-symfonien, og det er da også nært forbundet med 2. Verdenskrig og den udmarvende belejring af Leningrad, der varede 872 dage og kostede mere end en million mennesker livet.

Som det fremgår af programnoterne, hersker der en vis uklarhed om, hvorvidt symfonien primært afspejler krigen mod nazisterne og belejringens rædsler, herunder befolkningens ufattelige udholdenhed og vilje til ikke at lade sig knægte, eller om den måske snarere er et mere generelt udtryk for en kolossal selvopholdelsesdrift under stalin-tidens åg. Men det ligger fast, at Leningradfilharmonikerne d. 9. august 1942 – efter næsten et års belejring, udmarvet af sult og på trods af ufattelige tab gennemførte at opføre værket ved en offentlig koncert. Som inden for andre kunstarter var viljen blandt musikere og andre kunstnere til ikke at tabe den sidste inderste livsgnist ufattelig og den symbolske betydning af dette eksempel på selvopholdelse ikke til at overvurdere.

Men det som især griber i dag, er selve den vældige komposition, musikkens universelle og intense sprog, som placerer symfonien centralt inden for det symfoniske repertoire. Det er således musikkens iboende egen-kvaliteter, der gør en opførelse i aften til levende kunst anno 2013.

Fortsat rigtig god årsfestkoncert – men allerførst pause!

Foto: Rektor Bertel Krarup ved DKDM's Årsfestkoncert, fotograf: Hasse Ferrold