Den Danske Strygekvartet

Onsdag den 30. september 2015

Den Danske Strygekvartet bliver Quartet-in-Residence på DKDM

Et af verdens førende kammermusikensembler knyttes tættere til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har netop tilknyttet Den Danske Strygekvartet som Quartet-in-Residence for en 5-årig periode. Strygekvartetten regnes for et af verdens førende kammermusikensembler og har modtaget et væld af priser og hædersbevisninger. I 2012 blev kvartetten tildelt det prestigefyldte Chamber Music Society of Lincoln Center Two program fra 2013-16 og året efter fulgte udnævnelsen til BBC New Generation Artists for perioden 2013-15. Herhjemme blev kvartetten udnævnt til DR-kunstnere allerede i 2006, og derefter fulgte de anmelderroste indspilninger af Carl Nielsens samlede strygekvartetter. I 2011 modtog kvartetten den prestigefyldte Carl Nielsen-pris - den største kunstnerpris, der uddeles i Danmark.

Som Quartet-in-Residence på DKDM forventes kvartetten at afholde masterclasses på konservatoriet og lejlighedsvis medvirke i udvalgte koncertsammenhænge som f.eks. enkelte debutkoncerter samt i forbindelse med særlige temakoncerter o. lign.

Første mulighed for at opleve Den Danske Strygekvartet som Quartet-in-Residence bliver søndag 4. oktober, hvor komponisten og pianisten Thomas Adès besøger konservatoriet i forbindelse med modtagelsen af Leonié Sonnings Musikpris. Thomas Adès og Den Danske Strygekvartet opfører Adès' klaverkvintet, og derudover spiller kvartetten Arcadiana af Adès samt Hans Abrahamsens 10 præludier.

Rektor Bertel Krarup udtaler, at det er med både glæde og stolthed, at konservatoriets ledelse knytter et så fremragende ensemble tættere til DKDM, og han har store forventninger til det kommende samarbejde.

Den Danske Strygekvartet blev dannet i 2002 (under navnet "Den Unge Danske Strygekvartet") og har modtaget undervisning af professor ved DKDM Tim Frederiksen, der også har fungeret som kvartettens mentor. Violinisten Rune Tonsgaard Sørensen (f. 1983) og bratschisten Asbjørn Nørgaard (f. 1984) debuterede fra DKDM's solistuddannelse i hhv. 2009 og 2013. Også violinisten Frederik Øland (f. 1984) er uddannet på DKDM, mens den norske cellist Fredrik Sjölin (f. 1982) er uddannet på Edsberg Musikinstitut i Stockholm. Siden 2009 har Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland været tilknyttet DKDM som lærere i violin.

Læs mere om Den Danske Strygekvartet på www.danishquartet.com.

Foto: Caroline Bittencourt