DKDMs Årsfestkoncert 2015

Mandag den 23. november 2015

DKDM's Årsfest 2015

Rektor Bertel Krarups tale ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årsfest 20. november 2015
Deres excellenser, kære gæster, kære studerende og ansatte.

Hjertelig velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årsfestkoncert, der her i 150-året for Carl Nielsens fødsel helt er helliget hans musik. Det manglede da også bare. Ikke blot er Carl Nielsen anerkendt som Danmarks største komponistnavn gennem tiderne, han er i al sin særlige bredde så aktuel som nogensinde, og så havde han en ikke ubetydelig relation til konservatoriet, både i sin ungdom og senere i livet.

Allerede i 2010 gav det tilstundende jubilæumsår anledning til dannelsen af et Carl Nielsen-netværk, der skulle fremme og ikke mindst koordinere de mange forventede aktiviteter til udbredelsen af Nielsen og hans vældige værk både nationalt og internationalt. Initiativtagere var Det Kgl. Bibliotek og Odense Bys Museer, og snart omfattede netværket naturlige interessenter som DR, Det Kgl. Teater, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, SDMK, Odense Symfoniorkester, Udenrigstjenesten v. Den Danske Ambassade i Berlin samt pladeselskabet dacapo. Hurtigt etableredes et konstruktivt og inspirerende samarbejde, som har resulteret i en omfattende og verdensomspændende eksponering af Nielsen som en meget central komponist i 1900-tallets første tre årtier, herunder en af tidens vigtigste symfonikere. Det vil føre alt for vidt at nævne alle de mange forskelligartede og i mange tilfælde storslåede tiltag, som året har bragt og fortsat vil bringe, og jeg vil derfor henvise interesserede til netværkets fælles hjemmeside, som giver detaljeret information om Nielsen og årets utallige koncerter og øvrige aktiviteter. Adressen er: carlnielsen.org. Jeg tøver ikke med at betegne netværks-samarbejdet som velfungerende og løfterigt og vil som et enkelt eksempel nævne efterårets store Internationale Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence, der blev skabt og afviklet i et nærmest eksemplarisk samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, DR og DKDM. Men samarbejde gør det jo ikke alene, og uden meget substantiel støtte fra en række fonde var vi ikke kommet langt. Jeg vil her udtrykke en stor og varm tak for denne støtte.

Og nu til Nielsen og hans relation til DKDM, der startede i januar 1884, da den da 18-årige fynbo med økonomisk hjælp fra en kreds af fremtrædende fynboer påbegyndte sin uddannelse som violinist ved konservatoriet, der dengang hed Kjøbenhavns Musikkonservatorium. Den unge Carl blev optaget som elev nr. 300 og på friplads (man opererede med en fortløbende nummerering af eleverne siden konservatoriets start i 1867). I alt 22 blev optaget det år, men kun 11 gennemførte som han uddannelsen i dens fulde længde på tre år.

Carl Nielsens lærer i violin var den anerkendte koncertmester ved Det Kgl. Kapel Valdemar Tofte, men han havde tydeligvis også stor glæde af undervisningen i harmonilære og kontrapunkt. Og så skal det naturligvis erindres, at Danmarks ubestridt førende komponistnavn i 1800-tallet Niels W. Gade, der var kendt og respekteret over det meste af Europa, i årene frem til sin død i 1890 var konservatoriets direktør.

Vi springer nu frem i tiden til 1915. Her blev Carl Nielsen optaget som nyt medlem af konservatoriets bestyrelse og samtidig ansat som lærer i musikteori og formlære, en post han bestred fra januar 1916 og fire år frem. På det tidspunkt var han for længst den ubestridt førende blandt tidens danske komponister. Man også konservatoriet havde udviklet sig. Det var i 1902 kommet under kongelig protektion og omdøbt til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og frem for alt var man i 1905 flyttet til en helt ny og imposant bygning på Vester Boulevard 36 (nu H C Andersens Boulevard), som DKDM rådede over helt frem til sommeren 2008.

Studiemiljøet var forholdsvis uformelt, som det fremgår af denne samtidige beskrivelse:

”Det daglige alvorlige arbejde oplivedes af elevernes små kaffeselskaber nede hos portneren i mellemtimer, og det kunne hænde, at eleverne og nogle af lærerne en gang i sommertiden slog sig sammen om en tvangfri skovtur. Forholdet mellem eleverne og lærerne var præget af gensidig sympati (…) og den interesse, lærerne fattede for deres elever, fortsattes ofte langt ud over konservatorietiden.”


Ud over arbejdet på DKDM havde Nielsen naturligvis meget andet at se til. Både kompositionsarbejdet og arbejdet som dirigent fyldte godt, og efterhånden blev hans undervisning, der er blevet karakteriseret som ”ingenlunde systematisk, men meget personlig, morsom og levende og altid saglig", ikke sjældent overladt til en vikar.

1. januar 1931 blev Carl Nielsen udnævnt til direktør for konservatoriet, en post han dog kun nåede at varetage i godt ni måneder - frem til sin død d. 3. oktober.  Stillingen var i høj grad overordnet og nok mere nominel end arbejdstung, jf. denne passus i et bestyrelsesreferat fra 1926:

”Når (…) formandsstillingen (dir) overdrages (…) til Carl Nielsen,
(skal) den formanden hidtil påhvilende daglige gerning såvel af musikalsk som af ren administrativ art under formandens overopsyn besørges af henholdsvis Rudolph Simonsen og overretssagfører Godfred Hartmann.”

Nogen selvhøjtidelig kransekagefigur blev Carl Nielsen dog aldrig, jf. følgende udsagn til en norsk ven: ”Det er en ære og også en glæde. Men så begynder det med, at de unge bukker dybt for mig og bliver ærbødige. De forstår jo nok, at det ikke er noget for mig at blive sat op på en piedestal som en anden genstand.”

Nielsen var uden tvivl en god inspirator og modelfigur, der på mange måder repræsenterede noget særdeles positivt. Omvendt havde Nielsen-dominansen også sine negativer sider - specielt efter hans død, hvor det i mange år var Nielsen-venner og -elever, der satte kursen og fyldte i både ledelse og blandt lærerne. Fx navnkundige folk som pianisterne Rudolph Simonsen og Christian Christiansen, der var de to næste direktører for DKDM i rækken efter Nielsen. Den Nielsen-tradition, de stod for, var Nielsen som han kendtes fra sine såkaldte ’midterværker’ som eksempelvis Sinfonia Espansiva, men bestemt ikke den mere modernistiske og eksperimenterende Nielsen, som mødes i en række centrale værker fra 1920erne, bl.a. 5. og 6. symfoni. Den Nielsen der i 1928 udtalte: ”Det morer mig ikke at komponere Musik hvis jeg skal blive ved på samme måde”.

Min egen gamle lærer komponisten Niels Viggo Bentzon fortalte, at han som ung studerende i begyndelsen af 1940erne ville låne en Bruckner-symfoni på biblioteket og straks blev mødt med et ”hvad han dog ville med den”. I dag har dette jo for længst udjævnet sig, og der er plads til alle facetter, herunder den Nielsen der i 1923 noterede: ”Alt har musik i sig. Sandskornet, Avisens Raslen”, og som nogle år senere om sin nyeste musik udtalte: ”Om det saa er grimt eller smukt, det kan jeg ikke selv afgøre. Det vigtigste for mig er da også, om det er karakteristisk.”.

På DKDM bliver Carl Nielsens musik både spillet og udforsket i mange sammenhænge, hvad enten det er komponisten Hans Abrahamsen, der, som vi lige har hørt, instrumenterer og nybelyser det store orgelværk Commotio, eller professor Bine Bryndorf der både spiller og udforsker samme orgelværk som led i et omfattende kunstnerisk udviklingsprojekt. Nielsen er fortsat et must for mange af os. Og det hvad enten det er Nielsen med det store medrivende udtræk som i 4. symfoni, eller det blot drejer sig om en let og indtagende kærlighedshyldest til fødeøen Fyn som i Fynsk Foraar.

I stigende grad inspirerer Nielsen musikere fra forskellige musikalske universer til at nyarrangere og nyfortolke hans sange. Således har professor Max Artved sammen med Den Danske Strygekvartet, pianisten Søren Møller og bassisten Thomas Fonnesbech indspillet en række kendte Nielsen-sange i rene instrumentalversioner i grænselandet mellem klassisk og jazz, i arrangementer af Peter Jensen fra DR Big Band. CD’en har fået navnet Sletternes Sønner, og det er en glæde at kunne fortælle, at vi har fået mulighed for at uddele den til alle interesserede ved udgangen, så I også kan få denne facet med fra dette jubilæumsår, hvor Carl Nielsen er blevet fejret som aldrig før.

Og netop fordi vi er så intenst engagerede i de opgaver, vi er blevet sat i verden for, er det svært ikke at bekymre sig om det pres og de udfordringer, som kulturen sammen med kunsten, forskningen og hele uddannelsessektoren gennemlever i en tid med store besparelser og omprioriteringer både her i landet og i flere lande, vi sammenligner os med. Alt for let bliver kunst og kultur i sådanne spare-processer talt ned til at være et unødvendigt flødeskum, der i trange tider kan skæres ned. Men mange glemmer, at det netop er kunsten og kulturen, der genererer de mindeværdige oplevelser og på afgørende måde er med til at give vort liv farve og emotionel fylde.

Nu er det tid til Fynsk Foraar. En stor tak til Michael Schønwandt og alle vore mange medvirkende studerende og børnesangere. Og til alle jer i salen: Fortsat god koncert og årsfest.

Bertel Krarup, rektor

Foto: Britt Lindemann