Carl Nielsen International Chamber Music Competition

Mandag den 29. juni 2015

To DKDM-strygekvartetter udtaget til Carl Nielsen-konkurrencen

Den internationale Carl Nielsen kammermusikkonkurrence 12.-18. oktober 2015

DKDM har to ensembler med i den stort anlagte Carl Nielsen-kammermusikkonkurrence, som afholdes 12.-18. oktober 2015 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Bibliotek og DR Koncerthuset. De tre store kulturinstitutioner er gået sammen om at fejre komponistens 150-årsdag ved at afholde en international konkurrence for unge musikere, hvor repertoiret er Nielsens blæserkvintet og strygekvartetter. Derudover skal ensemblerne spille et nyskrevet værk, som to DKDM-komponister har fået æren af at skrive: Komponisterne Martin Stauning og James Black.

Publikum får mulighed for at stifte bekendtskab med de to medvirkende DKDM-ensembler Nordic String Quartet og Alba Kvartetten ved konservatoriets kammermusikserie Mestre på Mandage, hhv. mandag 28. september (Alba Kvartetten) og mandag 5. oktober (Nordic String Quartet). Her vil ensemblerne præsentere deres konkurrencerepertoire.

Alba Kvartetten består af Amalie Kjældgaard Kristensen og Cecilie Emtoft, violin, Minna Svedberg, bratsch, og Theodor Lyngstad, cello.

Nordic String Quartet består af Heiðrun Petersen og Mads Haugsted Hansen, violin, Daniel Eklund, bratsch, og Live Johansson, cello.

Første runde af Carl Nielsen-konkurrencen afholdes i Konservatoriets Koncertsal 12.-14. oktober, og der er gratis adgang. Anden runde er ligeledes gratis og afholdes på Det Kongelige Bibliotek 15.-16. oktober, mens finalen foregår i DR Koncerthuset 17.-18. oktober (billetsalg via Billetlugen).

Læs mere om The Carl Nielsen International Chamber Music Competition.