Debut Søren-Filip Hansen

Klarinettisten Søren-Filip Hansen debuterer 6. april 2016 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal

Søren-Filip Hansen er født i 1986 på Frederiksberg. Han begyndte som 9-årig at spille klarinet i Tivoligarden, hvor han modtog undervisning af Tore Otmar Poulsen og Per Majland. Fra 2002 gik han på MGK på Sankt Annæ Gymnasium, og i 2006 blev han optaget på DKDM. I løbet af sine bachelorstudier modtog han undervisning af Jørgen Misser Jensen, og på sine kandidatstudier og i solistklassen har han modtaget undervisning af John Kruse.

I studieåret 2010-11 var Søren-Filip Hansen på udveksling på Aaron Copland School of Music i New York, hvor han modtog undervisning af Charles Neidich. I løbet af studieårene har han også deltaget i masterclasses med lærere som f.eks. Martin Fröst, Yahuda Gilad, Wolfgang Meyer, Andreas Sundén, Philipe Berrod og Michel Arringon.

Søren-Filip Hansen har været solist med DR SymfoniOrkesteret, The Chamber Orchestra of Aaron Copland School of Music samt diverse danske amatørorkestre. Søren-Filip Hansen har givet recitals i Danmark, Spanien og USA.

I 2001 og 2002 vandt han 1. præmie ved Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, og i 2013 vandt han 1. præmie ved DKDM's klarinetkonkurrence. 2007 begyndte Søren-Filip Hansen sit professionelle virke som klarinettist. Igennem årene har han haft længerevarende kontrakter i Den Kgl. Livgardes Musikkorps og har også haft kontrakt i Storstrøms Kammerensemble. Derudover har han assisteret i samtlige landsdelsorkestre samt DR SymfoniOrkestret, Det Kgl. Kapel og Helsingborg Symfoniorkester. I november 2015 vandt han en fast stilling i Den Kgl. Livgardes Musikkorps.

Søren-Filip Hansen er aktiv kammermusiker og var i 2013 med til at skabe blæserkvintetten Opus Zoo. Han er desuden klarinetlærer og underviser i Tivoligarden samt på MGK. Søren-Filip Hansen har blandt andet modtaget støtte fra Augustinus Fonden, Nationalbankens Jubilæums Fond, Oticon Fonden samt Danmark-Amerika Fondet.

Læs mere om Søren-Filip Hansens debutkoncert

Foto: Thorbjørn Fessel