DKDM-sanger modtager Hans Voigts Mindelegat

Tenoren Mathias Monrad Møller modtog 100.000 kr. ved Det Danske Sangselskabs koncert 3. december

DKDM-tenor Mathias Monrad Møller modtog Redaktør Hans Voigts Mindelegat på 100.000 kr. ved en koncert i Det Danske Sangselskab d. 3. december på DKDM, hvor han kvitterede med sange af Schubert og Heise, akkompagneret af Linda Dahl Laursen

Mathias Monrad Møller tog sin bacheloruddannelse på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin og sin kandidatgrad på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Derefter blev han optaget på Operaakademiet hos Susanna Eken. Han har desuden en kandidateksamen i komposition fra Hochschule für Musik Frankfurt/Main.

Mathias Monrad Møller var solist i uropførelsen af Niels Rosing-Schows "Nu og efter" ved DKDM's Jubilæumsårsfestkoncert 17. november 2017.

Medlem af bestyrelsen for mindefonden, Michael Schønwandt, begrundede tildelingen således:

Mure er til for at opdele og adskille.

Vi ved, hvor grænserne mellem to verdener er, når vi ved, hvor muren står.

Men det spændende er jo at kigge BAG muren, at gennembryde de fast-definerede grænser. For muren kan jo også være med til at BEgrænse - indsnævre.

Og årets modtager af Hans Voigts Mindelegat, Mathias Monrad Møller, er netop en grænsegænger. Hele sit liv har Mathias krydset grænser. Først som barn af en tysk mor og dansk far - og med dette afsæt har Mathias´ musikalske løbebane netop bestået i at krydse grænser, at afsøge, hvad der gemmer sig på den anden side af muren.

Som dreng sang Mathias i Thomanerkirkens kor i Leipzig - i hjertet af Bachs musik - og netop hjertets to kamre har siden fulgt ham. Det tyske og det danske, det klassiske og det helt moderne, sangen og kompositionen er i Mathias helt sammenhængende - nødvendige for at være den betydende kunstner, han allerede idag er.

Uddannet som komponist i Berlin og som sanger i København er det ganske enestående at se, hvordan komponisten og sangeren Mathias Monrad Møller konstant spejler sig i hinanden og sprænger murene fra begge sider, så han skaber sit helt eget univers.

En dyb sans for sprogets fineste farver, en stemmeklang, som drager og fortæller, og en musikalitet og stilsans, som viser os tilhørere vej i et bredt repertoire er Mathias´ adelsmærke.

Hans Voigts Mindelegat er stiftet for at støtte en mandlig sanger i begyndelsen af karrieren. Mathias er i sandhed en værdig modtager af Hans Voigts Mindelegat! Han ville have frydet sig!

Hjerteligt tillykke, Mathias!