Tirsdag den 6. november 2018

Hans Peter Stubbe Teglbjærg

DKDM-komponisten er udnævnt til Laureate of IRCAM Artistic Research Residency 2019
Hans Peter Stubbe Teglbjærg er med projektet "The nonlinear Spring" udnævnt til "Laureate of IRCAM Artistic Research Residency 2019". Med udnævnelsen følger et længere ophold med kunstnerisk forskning af et innovativt tema indenfor ny kompositionsmusik og ny musikteknologi i samarbejde med IRCAM.

Der var 116 i ansøgerfeltet, og som eneste danske komponist er det en helt unik mulighed for at arbejde med state-of-art-teknologi, guidet af nogle af verdens førende eksperter.

Målet er at skabe en ny komposition for 3 instrumenter (basklarinet, kontrabas og slagtøj) samt elektronik, der undersøger fysiske og virtuelle koblinger instrumenterne imellem. Projektet vil nødvendiggøre udvikling af helt nye redskaber og vil forhåbentlig tilføre ny mening til begrebet "fysikalitet" og til oplevelsen af "instrumentet som objekt" i den elektro-akustiske musik.

Projektet er baseret på en innovativ lyd-syntese, og den medfølgende teknologi kan vise sig at være genrens fremtid.