Marthe Husum

Tirsdag den 19. juni 2018

Marthe Husum vinder 1. solobratsch i DR SymfoniOrkestret

DKDM's solistklassestuderende vinder prestigefyldt konkurrence
Den 27-årige solistklassestuderende Marthe Husum har netop vundet konkurrencen om 1. solobratsch-stillingen i DR SymfoniOrkestret. Konkurrencens fandt sted 13.-14. juni i DR Koncerthuset, og der var 32 deltagere i de fire runder.

Norske Marthe Husum har taget sin bacheloruddannelse på Norges Musikkhøgskole hos prof. Morten Carlsen og prof. Walter Küssner på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin. Derefter blev hun optaget på kandidatuddannelsen på New England Conservatory hos prof. Kim Kashkashian. Hun studerer nu i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos prof. Lars Anders Tomter og debuterer i februar 2019.

Marthe Husum har assisteret i flere orkester som f.eks. Berlin Philharmonic, Oslo-Filharmonien, Det Norske Kammerorkester og DR SymfoniOrkestret. Hun er desuden 1. bratsch i Ensemble Allegria, og med dette kammerorkester har hun indspillet Mozarts Sinfonia Concertante med Maria Angelika Carlsen og LAWO Classics, som blev nomineret til en norsk Grammy. Marthe Husum har modtaget flere priser, heriblandt Arve Tellefsen Talentpris, Kiwanis Club Artist Prize og Léonie Sonning Talentpris 2018.