Trompet

Onsdag den 10. april 2019

Léonie Sonning Talentpriser 2019

Årets talentpriser er netop blevet uddelt, og mange af modtagerne er studerende fra DKDM

Léonie Sonnings Musikfond har netop uddelt årets talentpriser til unge skandinaviske musiktalenter. Stipendierne kan ikke søges, men bliver uddelt af fondens bestyrelse. Talentpriserne tildeles i forlængelse af den store Léonie Sonnings Musikpris, som i år tildeles komponist og adjungeret professor ved DKDM, Hans Abrahamsen.

Tillykke til årets talentprismodtagere:

Trompetisten Victor Koch (f. 1994) har en bacheloruddannelse fra DKDM og studerer nu i DKDM's solistklasse hos Nikolaj Viltoft og Jonas Wiik.

Duo Ventus består af klarinettisten Louise Mogensen og fløjtenisten Michaela Hansen, som studerer i DKDM’s solistklasse for ensembler hos prof. Max Artved og Ulla Miilmann.

Pianisten Ramez Mhaanna (f. 1992) har dansk-libanesisk-russisk baggrund og er uddannet fra DKDM, hvor han nu studerer i solistklassen hos docent Amalie Malling. 

Fagottisten Nikolaj Henriques (f. 1993) har en bacheloruddannelse fra DKDM med videre studier på Staatliche Hochschule für Musik und darstellende Kunst Mannheim. Er nu ansat som solofagottist i City of Birmingham Symphony Orchestra.

Komponisten Esben Nordborg Møller (f. 1985) er cand.mag. i Musikvidenskab og uddannet fra DKDM, hvor han nu studerer i solistklassen hos prof. Niels Rosing-Schow og Jeppe Just.

Sopranen Clara Cecilie Thomsen (f. 1991) er uddannet fra DKDM hos Marianne Rørholm med overbygning på Operaakademiet hos Susanna Eken, som hun afsluttede i 2018. 

Violinisten Christine Bernsted (f. 1994) har en bacheloruddannelse fra DKDM hos prof. Tim Frederiksen og studerer nu på kandidatuddannelsen hos prof. Eszter Haffner sideløbende med privattimer hos prof. Boris Kuschnir i Wien.

Korleder Asbjørn Faleide Fristad (f. 1988 i Norge) er uddannet fra DJM, hvor han har studeret klassisk og rytmisk korledelse med debutkoncert i 2018.

Pianisten Anne Sofie Sloth Nilausen (f. 1988) har studeret på DKDM og i Düsseldorf og går nu i solistklassen ved DJM hos Søren Rastogi.

Oplev værker af Hans Abrahamsen opført af Trio con Brio og Nordic String Quartet torsdag 25. april kl. 19.30 (gratis adgang). Koncertintroduktion kl. 18.30: Hans Abrahamsen fortæller om aftenens værker

Læs mere om Léonie Sonnings Talentpriser