Uffe Savery

Onsdag den 19. august 2020

DKDM's koncerter i efteråret 2020

Velkommen til et efterår for fuld musik
Kære publikum,

Nogle gange skal vi som mennesker miste for at værdsætte. I dette forår fandt vi ud af, hvad det vil sige at miste kultur- og musiklivet, i hvert fald i mødet nu og her – live – mellem publikum og musikeren. Vi fandt ud af, hvad det vil sige at være menneske uden koncerter, og vi fandt ud af, hvilket kæmpe savn det var ikke at kunne mærke musikkens kraft i en koncertsituation.

Tryk avler modtryk. Og der blev skabt mange kulturelle oplevelser i alternative formater og konstellationer, som gjorde en afgørende forskel i den corona-ramte dagligdag. For musikken er og bliver livsbekræftende, og det havde vi alle brug for at opleve i dette særlige forår i 2020. Konservatoriets bygning blev lukket ned, men næsten alle aktiviteter fortsatte. De studerende på DKDM øvede som gjaldt det livet.

Studerende og lærere fandt sammen på alle tænkelige platforme og formater og fortsatte den individuelle og kollektive udvikling som musiker. Langt de fleste eksamener blev afholdt med stolthed og højt niveau. Det krævede meget af alle – og det gav rigtig god mening. Da det igen blev muligt at komme ind i bygningen, var alle dybt berørte af at høre og mærke musikken igen – 1:1.

Vi er mange, der oplevede digitale Teams- eller Zoom-møder, hvor man skulle ”mute” sig selv, når ikke man sagde noget, og ”unmute” sig selv, når man havde noget på hjerte.

Vi har i den grad noget på hjerte! – og det er tid til at unmute musikken og musikkens kraft. Det er derfor med særlig stor glæde, at vi nu præsenterer efterårets overflødighedshorn af koncerter i og udenfor konservatoriets koncertsale. Nu bliver der igen mulighed for at komme helt tæt på musikken og musikkens væsen i nuet.

Det er svært at prioritere blandt efterårets mange koncertoplevelser, men når der skal udvælges, vil jeg opfordre til at bevæge sig ind i helt ukendt land – prøv også en koncert, som måske ikke umiddelbart er noget for dig.

Velkommen til et efterår for fuld musik præsenteret af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Uffe Savery
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure for efteråret 2020